Complete Works of Henrik Ibsen (627 page)

BOLETTE
(kommer frem til trappen)
.
Farvel, farvel, herr Lyngstrand. De får rigtig ha’ os undskyldt for idag –. Men siden en gang, – når De får rigtig god tid – og når De har lyst, – så må De endelig se indom og hilse på far og – og på os andre.

LYNGSTRAND.
Jo, mange tak. Det skal jeg så inderlig gerne gøre.
(han hilser og går ud gennem havedøren. I det han går forbi på vejenudenfor til venstre, hilser han endnu en gang op til verandaen.)

HILDE
(halvhøjt)
.
Adjø, mosjø! Værs’go’ og hils mor Jensen fra mig.

BOLETTE
(sagte, rusker hende i armen)
.
Hilde –! Din uskikkelige unge! Er du rent gal! Han kunde gerne høre dig!

HILDE.
Pyt, – tror du, jeg bryr mig om det!

BOLETTE
(ser ud til højre)
.
Nu kommer far.
(Doktor Wangel, rejseklædt og med en liden vadsæk i hånden, kommer frem på fodstien fra højre.)

WANGEL.
Se, her har I mig igen, småpiger!
(han går ind gennem stakitdøren.)

BOLETTE
(går ham imøde nede i haven)
.
Å, det var da dejligt, at du kom.

HILDE
(går også ned til ham)
.
Har du gjort ifra dig for hele dagen nu, far?

WANGEL.
Å nej, jeg får nok ned på kontoret en liden stund siden. – Sig mig, – véd I, om Arnholm er kommet?

BOLETTE.
Ja, han kom inat. Vi har havt bud henne i hotellet.

WANGEL.
Altså ikke set ham endnu?

BOLETTE.
Nej. Men han kommer visst ind til os i formiddag.

WANGEL.
Ja, det gør han ganske sikkert.

HILDE
(trækker i ham)
.
Far, nu må du da se dig om.

WANGEL
(ser hen mod verandaen)
.
Ja, jeg ser det nok, barn. – Her er jo rigtig festligt.

BOLETTE.
Ja, synes du ikke, vi har fåt det pent i stand?

WANGEL.
Jo, det må jeg rigtignok sige. – Er – er vi alene i huset nu?

HILDE.
Ja, hun er gåt i –

BOLETTE
(falder raskt ind)
.
Mor er i bad.

WANGEL
(ser venligt på Bolette og klapper hende på hodet. Derpå siger han lidt nølende)
:
Hør nu, småpiger, – vil I ha’ alt dette her stående således hele dagen? Og flaget hejst hele dagen også?

HILDE.
Å, men det kan du da vel sagtens tænke dig, far!

WANGEL.
Hm, – ja vel. Men, ser I –

BOLETTE
(blinker og nikker til ham)
.
Du kan da vel skønne, at vi har gjort det alt sammen for overlærer Arnholms skyld. Når slig en god ven kommer første gang og hilser på dig –

HILDE
(smiler og rusker i ham)
.
Tænk, – han, som har været Bolettes lærer, far!

WANGEL
(med et halvt smil)
.
I to er mig rigtig et par poliske –. Nå, Herregud, – det er jo i grunden så ganske naturligt, at vi erindrer hende, som ikke mere er iblandt os. Men alligevel. Se der, Hilde.
(gir vadsækken fra sig.)
Ned på kontoret med den. – Nej, småpiger, – jeg liker ikke dette her. Ikke måden, forstår I. Dette, at vi således hvert år –. Nå, – hvad skal man sige! Det kan vel sagtens ikke gøres anderledes.

HILDE
(vil gå gennem haven til venstre med vadsækken, men standser, vender sig og peger ud)
.
Se den herren, som kommer der borte. Det er visst overlæreren.

BOLETTE
(ser derhen)
.
Han der?
(ler.)
Nej, du er god, du! Tror du den halvgamle fyren er Arnholm!

WANGEL.
Nå, bi lidt, barn. Jo så min sandten tror jeg ikke det er ham! – Jo visst er det så, jo!

BOLETTE
(stirrer derhen, stille forbauset)
.
Ja, ved Gud, tror ikke jeg også –!
(Overlærer Arnholm, i elegant formiddagsdragt, med guldbriller og en tynd stok, kommer udenfor på vejen fra venstre. Han har et noget overanstrængt udseende, ser ind i haven, hilser venligt og går ind gennem stakitdøren.)

WANGEL
(går ham imøde)
.
Velkommen, kære overlærer! Hjertelig velkommen på gamle tomter igen!

ARNHOLM.
Tak, tak, doktor Wangel. Tusend tak skal De ha’.
(de ryster hinandens hænder og går sammen fremover i haven.)

ARNHOLM.
Og der har vi børnene!
(rækker dem hænderne og ser på dem.)
De to skulde jeg neppe ha’ kendt igen.

WANGEL.
Nej, det tror jeg nok.

ARNHOLM.
Å jo, – kanske dog Bolette. – Jo, Bolette skulde jeg nok ha’ kendt.

WANGEL.
Knapt nok, tænker jeg. Det er jo også nu en otte-ni år siden, De så hende sidst. Å ja, her er sagtens mangt og meget forandret i den tid.

ARNHOLM
(ser sig om)
.
Jeg syntes egentlig ikke det. Når jeg undtager, at træerne er vokset adskilligt til – og så at der er anlagt den løvhytten der –

WANGEL.
Å nej, sådan i det ydre –

ARNHOLM
(smiler)
.
Og så det, naturligvis, at nu har De jo to store giftefærdige døttre i huset.

WANGEL.
Å, giftefærdig er da vel bare den ene.

HILDE
(halvhøjt)
.
Nej, hør på far!

WANGEL.
Men nu tænker jeg, vi sætter os op på verandaen. Der er svalere end her. Vær så god.

ARNHOLM.
Tak, tak, kære doktor.
(de går derop. Wangel anviser Arnholm plads i gyngestolen.)

WANGEL.
Se så. Nu skal De bare sidde ganske rolig og hvile Dem ud. For De ser virkelig noget anstrængt ud efter rejsen.

ARNHOLM.
Å, det betyder ingenting. Her i disse omgivelser –

BOLETTE
(til Wangel)
.
Skal vi ikke bringe lidt sodavand og saft i havestuen? Her ude blir det visst snart for varmt.

WANGEL.
Jo, gør det, småpiger. Lad os få sodavand og saft. Og så lidt konjak kanske.

BOLETTE.
Skal det være konjak også?

WANGEL.
Bare lidt. Om nogen skulde ville ha’.

BOLETTE.
Ja, ja da. Hilde, gå så ned på kontoret med vadsækken.
(Bolette går ind i havestuen og lukker døren efter sig. Hilde tar vadsækken og går gennem haven bag huset til venstre.)

ARNHOLM
(som har fulgt Bolette med øjnene)
.
Det er da virkelig en prægtig –. Det er to prægtige pigebørn, som der er vokset op for Dem.

WANGEL
(sætter sig)
.
Ja, synes De ikke det.

ARNHOLM.
Jo, det er ligefrem overraskende med Bolette. Og med Hilde også. – Men nu De selv, kære doktor –. Tænker De at bli’ boende her al Deres tid?

WANGEL.
Å ja, det blir visst til det. Her er jeg jo født og båren, som man siger. Her har jeg levet så inderlig lykkelig med hende, som gik bort fra os så tidlig. Hende, som De kendte, da De var her sidst, Arnholm.

ARNHOLM.
Ja – ja.

WANGEL.
Og nu lever jeg her så lykkelig med hende, som jeg fik i stedet. Å, jeg må sige, at i det hele og store taget har skæbnen været god imod mig.

ARNHOLM.
Men ingen børn i Deres andet ægteskab?

WANGEL.
Vi fik en liden gut for to-halvtredje år siden. Men ham beholdt vi ikke længe. Han døde, da han var en fire-fem måneder gammel.

ARNHOLM.
Er ikke Deres hustru hjemme idag?

WANGEL.
Jo, nu må hun visst snart komme. Hun er nede og tar bad. Det gør hun hver eneste dag i denne tid. Hvad slags vejr det så er.

ARNHOLM.
Fejler der hende noget?

WANGEL.
Ikke sådan ligefrem fejler. Skønt hun har rigtignok været mærkelig nervøs i de sidste par år. Det vil sige, sådan af og til. Jeg kan ikke rigtig bli’ klog på, hvad der egentlig er i vejen med hende. Men det at gå i sjøen, det er ligesom hendes liv og lyst, det, ser De.

ARNHOLM.
Det kan jeg huske fra før af.

WANGEL
(med et næsten umærkeligt smil)
.
Ja, De kender jo Ellida fra den tid, De var lærer der ude i Skjoldviken.

ARNHOLM.
Forstår sig. Hun kom ofte på besøg i prestegården. Og jeg traf hende også for det meste, når jeg var ude i fyrtårnet og så til hendes far.

WANGEL.
Den tiden der ude kan De tro har sat sine dybe mærker i hende. Folk her i byen kan slet ikke forstå det. De kalder hende „fruen fra havet”.

ARNHOLM.
Gør de det?

WANGEL.
Ja. Og se derfor –. Tal nu De med hende om gamle dage, kære Arnholm. Det vil hun ha’ så inderlig godt af.

ARNHOLM
(ser tvilende på ham)
.
Har De egentlig nogen grund til at tro det?

WANGEL.
Ja visst har jeg så.

ELLIDAS STEMME
(høres udenfor i haven til højre)
.
Er det dig, Wangel!

WANGEL
(rejser sig)
.
Ja, kære.
(Fru Ellida Wangel, med et stort, let kastetørklæde om sig og med håret vådt, udslået over skuldrene, kommer frem mellem træerne ved løvhytten. Orerlærer Arnholm rejser sig.)

WANGEL
(smiler og strækker hænderne mod hende)
.
Nå, se der har vi havfruen!

ELLIDA
(går ilsomt op på verandaen og griber hans hænder)
.
Gud ske lov, at jeg ser dig igen! Når kom du?

WANGEL.
Nu netop. For en liden stund siden.
(Tyder mod Arnholm.)
Men vil du ikke hilse på en gammel bekendt –?

ELLIDA
(rækker Arnholm hånden)
.
Der har vi Dem altså. Velkommen! Og undskyld, at jeg ikke var hjemme –

ARNHOLM.
Å, jeg be’r. Gør endelig ingen omstændigheder –

WANGEL.
Var vandet bra’ friskt idag?

ELLIDA.
Friskt! Å Gud, her er vandet aldrig friskt. Så lunkent og så slapt. Uh! Vandet er sygt her inde i fjordene.

ARNHOLM.
Sygt?

ELLIDA.
Ja, det er sygt. Og jeg tror det gør én syg også.

WANGEL
(smiler)
.
Nå, du anbefaler rigtignok badestedet.

ARNHOLM.
Jeg tror nu snarere, at De, fru Wangel, har et særligt forhold både til havet og til alt, hvad havets er.

ELLIDA.
Å ja, kanske det. Jeg tror det næsten selv. – Men ser De, hvor festligt småpigerne har ordnet al ting for Deres skyld?

WANGEL
(forlegen)
.
Hm –.
(ser på sit uhr.)
Nu må jeg nok snart –

ARNHOLM.
Er det virkelig for min skyld –?

ELLIDA.
Ja, det kan De da forstå. Vi stadser jo ikke sådan op til hverdags. – Uh, – hvor kvælende hedt her er under dette taget!
(går ned i haven.)
Kom her over! Her er da i det mindste ligesom en slags luftning.
(hun sætter sig i løvhytten.)

ARNHOLM
(går derhen)
.
Jeg synes såmæn her lufter ganske friskt.

ELLIDA.
Ja De, som er vant til den kvalme hovedstadsluften. Der skal det jo være rent forfærdeligt om sommeren, har jeg hørt.