Complete Works of Henrik Ibsen (625 page)

REBEKKA.
Og så –?

BRENDEL.
Sejren er ham sikkret. Men, – vel at mærke, – på ét ufravigeligt vilkår.

REBEKKA.
Hvilket?

BRENDEL
(tar hende lempeligt om håndledet)
.

At den kvinde, som elsker ham, gladelig går ud i køkkenet og hakker sin fine rosenhvide lillefinger af, – her, – just her ved det midterste led. Item at bemeldte elskende kvinde – ligeledes gladelig – snitter af sig det så uforlignelig formede venstre øre.
(slipper hende og vender sig til Rosmer.)
Farvel, min sejrende Johannes.

ROSMER.
Vil De gå nu? I mørke natten?

BRENDEL.
Mørke natten er bedst. Fred være med jer.

(han går.)

(Der er en stund stille i stuen.)

REBEKKA
(ånder tungt)
.

Å,2 hvor her er kvalmt og lummert!

(hun går hen til vinduet, åbner det og blir stående der.)

2. fu: A

ROSMER
(sætter sig i lænestolen henne ved ovnen)
.

Der blir nok ikke andet for alligevel, Rebekka. Jeg ser det. Du må rejse.

REBEKKA.
Ja, jeg øjner ikke noget valg.

ROSMER.
Lad os nytte den sidste stund. Kom her hen og sæt dig hos mig.

REBEKKA
(går hen og sætter sig i sofaen)
.

Hvad vil du mig så, Rosmer?

ROSMER.
Først vil jeg nu sige dig det, at du ikke har nødig at nære bekymring for din fremtid.

REBEKKA
(smiler)
.

Hm. Min fremtid.

ROSMER.
Jeg har forudset alle muligheder. For længe siden. Hvad der så end sker, så er der sørget for dig.

REBEKKA.
Det også, du kære.

ROSMER.
Det burde du da kunnet sagt dig selv.

REBEKKA.
Der er gåt mere end år og dag siden jeg tænkte på sligt noget.

ROSMER.
Ja, ja, – du mente vel, at det aldrig kunde bli’ anderledes mellem os, end det var.

REBEKKA.
Ja, så trode jeg.

ROSMER.
Jeg også. Men om nu jeg gik bort –

REBEKKA.
Å, Rosmer, – du vil leve længer end jeg.

ROSMER.
Det usle livet står det da vel i min magt at råde for selv.

REBEKKA.
Hvad er dette her! Du tænker da vel aldrig på at –!

ROSMER.
Synes du, det vilde være så underligt? Efter det ynkelige, jammerfulde nederlag, som jeg har lidt! Jeg, som vilde føre min livssag til sejr –. Og så er jeg flygtet fra det hele, – endnu før slaget rigtig var begyndt!

REBEKKA.
Tag kampen op igen. Rosmer! Prøv bare, – og du skal se, du sejrer. Du vil adle hundreder, – du vil adle tusinder af sind. Prøv bare!

ROSMER.
Å, Rebekka, – jeg, som ikke længer tror på min egen livssag.

REBEKKA.
Men din sag har jo alt ståt sin prøve. Ét menneske har du i alle fald adlet. Mig, så længe jeg lever.

ROSMER.
Ja, – hvis jeg turde tro dig i dette.

REBEKKA
(knuger sine hænder)
.

Å, men, Rosmer, – véd du da ikke noget, – ikke noget, som kunde få dig til at tro det?

ROSMER
(farer sammen som i angst)
.

Kom ikke ind på dette her! Ikke nærmere, Rebekka! Ikke et eneste ord mere!

REBEKKA.
Jo, just dette må vi ind på. Véd du noget, som kunde kvæle tvilen? For jeg véd ikke noget i verden.

ROSMER.
Bedst for dig, at du ikke véd det. – Bedst for os begge.

REBEKKA.
Nej, nej, nej, – dette slår jeg mig ikke tiltåls med! Véd du noget, som kan frikende mig i dine øjne, da kræver jeg som min ret, at du nævner det.

ROSMER
(ligesom uvilkårlig dreven imod sin egen vilje)
.

Så lad os se da. Du siger, at den store kærlighed er i dig. At gennem mig er dit sind adlet. Er det så? Har du regnet rigtig over, du? Skal vi gøre prøve på regnestykket? Hvad?

REBEKKA.
Det er jeg rede til.

ROSMER.
Når det så skal være?

REBEKKA.
Når som helst. Jo før jo heller.

ROSMER.
Så lad mig da få se, Rebekka, – om du, – for min skyld, – endnu i denne aften. –
(afbryder.)
Å nej, nej, nej!

REBEKKA.
Jo, Rosmer! Jo, jo! Sig det, og du skal få se.

ROSMER.
Har du mod til, – er du villig til, – gladelig, som Ulrik Brendel sa’, – for min skyld, nu i nat, – gladelig, – at gå den samme vejen, – som Beate gik?

REBEKKA
(hæver sig langsomt op fra sofaen og siger næsten målløs)
.

Rosmer –!

ROSMER.
Ja, du, – det er dette spørsmål, som jeg aldrig vil kunne gøre mig fri for, – når du er rejst. Hver time på dagen vil jeg komme tilbage til dette samme. Å, jeg synes, jeg ser dig lys levende for mig. Du står ude på kloppen. Midt ude. Nu luder du dig ud over rækværket! Svimler i en dragning ned imod fossestryget! Nej. Så viger du. Vover ikke, – hvad hun voved.

REBEKKA.
Men hvis jeg nu havde det mod? Og den gladelige vilje? Hvad så?

ROSMER.
Så måtte jeg vel tro dig. Så måtte jeg vel få troen igen på min livssag. Troen på min evne til at adle menneskesind. Troen på menneskesindets evne til at adles.

REBEKKA
(tar langsomt sit sjal, slår det over hodet og siger behersket)
.

Du skal få troen igen.

ROSMER.
Har du mod og vilje – til dette, Rebekka?

REBEKKA.
Det får du dømme om imorgen, – eller siden, – når de fisker mig op.

ROSMER
(tar sig for panden)
.

Der er en lokkende gru i dette –!

REBEKKA.
For jeg vil ikke gerne bli’ liggende der nede. Ikke længer end nødvendigt. Der må sørges for, at de finder mig.

ROSMER
(springer op)
.

Men alt dette her, – det er jo vanvid. Rejs, – eller bliv! Jeg vil tro dig på dit blotte ord denne gang også.

REBEKKA.
Talemåder, Rosmer. Ingen fejghed og flugt nu igen, du! Hvor kan du tro mig på mit blotte og bare ord efter denne dag?

ROSMER.
Men jeg vil ikke se dit nederlag, Rebekka!

REBEKKA.
Det blir ikke noget nederlag.

ROSMER.
Det blir. Aldrig har du sind til at gå Beates vej.

REBEKKA.
Tror du ikke det?

ROSMER.
Aldrig. Du er ikke som Beate. Du er ikke under et forkvaklet livssyns magt.

REBEKKA.
Men jeg er under det rosmersholmske livssyn – nu. Hvad jeg har forbrudt, – det bør det sig, at jeg soner.

ROSMER
(ser stivt på hende)
.

Er det der, du står.

REBEKKA.
Ja.

ROSMER
(besluttet)
.

Nu vel. Så er jeg under vort frigjorte livssyn, Rebekka. Der er ingen dommer over os. Og derfor så får vi se at holde justits selv.

REBEKKA
(mistyder ham)
.

Det også. Det også. Min bortgang vil frelse det bedste i dig.

ROSMER.
Å, i mig er der ingen ting at frelse mere.

REBEKKA.
Det er der. Men jeg, – jeg vilde herefterdags bare være som et havtrold, der hang og hæmmed det skib. som du skal sejle frem på. Jeg må overbord. Eller skulde jeg kanske gå her oppe i verden og slæbe på et forkrøblet liv? Ruge og gruble over lykken, som min fortid har forspildt for mig? Jeg må ud af spillet, Rosmer.

ROSMER.
Hvis du går, – så går jeg med dig.

REBEKKA
(smiler næsten umærkeligt, ser på ham og siger sagtere)
:

Ja, kom med, du, – og vær vidne –

ROSMER.
Jeg går med dig, siger jeg.

REBEKKA.
Til kloppen, ja. Den drister du dig jo aldrig ud på.

ROSMER.
Har du lagt mærke til det?

REBEKKA
(tungt og brudt)
.

Ja. – Det var det, som gjorde min kærlighed håbløs.

ROSMER.
Rebekka, – nu lægger jeg min hånd på dit hode.
(gør som han siger.)
Og tar dig til ægte som min rette hustru.

REBEKKA
(griber begge hans hænder og bøjer hodet mod hans bryst)
.

Tak, Rosmer.
(slipper ham.)
Og nu går jeg – gladelig.

ROSMER.
Mand og hustru bør følges ad.

REBEKKA.
Bare til kloppen, Rosmer.

ROSMER.
Ud på den også. Så langt, som du går, – så langt går jeg med dig. For nu tør jeg det.

REBEKKA.
Véd du så usvigelig visst – at denne vejen er den bedste for dig?

ROSMER.
Jeg véd, at den er den eneste.

REBEKKA.
Om du bedrog dig i det? Om det bare var et blændværk? En af disse hvide hestene på Rosmersholm.

ROSMER.
Kunde vel være. For dem slipper vi ikke fra, – vi, her på gården.

REBEKKA.
Så bliv, Rosmer!

ROSMER.
Manden skal følge sin hustru, som hustruen sin mand.

REBEKKA.
Ja, sig mig det først. Er det dig, som følger mig? Eller er det mig, som følger dig?

ROSMER.
Det grunder vi aldrig ud tilbunds.

REBEKKA.
Jeg vilde dog gerne vide det.

ROSMER.
Vi to følger hinanden, Rebekka. Jeg dig og du mig.

REBEKKA.
Det tror jeg næsten også.

ROSMER.
For nu er vi to ét.

REBEKKA.
Ja. Nu er vi ét. Kom! Så går vi gladelig.

(De går hånd i hånd ud gennem forstuen og ses at dreje om til venstre. Døren blir stående åben efter dem.)

(Stuen står en liden stund tom. Så lukker madam Helseth på døren til højre.)

MADAM HELSETH.
Frøken, – nu er vognen –
(ser sig om.)
Ikke inde? Ude sammen på denne tid? Nå da, – det må jeg sige –! Hm !
(går ud i forstuen, ser sig om og kommer ind igen.)
Ikke på bænken. Å nej, nej.
(går til vinduet og ser ud.)
Jøsses da! Det hvide der –! – Ja, så min sæl står de begge to på kloppen! Gud forlade de syndige mennesker! Slår de ikke armene om hinanden!
(skriger højt.)
Åh, – udover – begge to! Ud i fossen. Hjælp! Hjælp!
(skælver i knæerne, holder sig rystende i stolryggen og kan knapt få ordene frem.)
Nej. Ikke hjælp her. – Salig fruen tog dem.