Complete Works of Henrik Ibsen (623 page)

REBEKKA
(tar sig sammen)
.

Ja, ja, – det har du i grunden ret i. Du véd nok om dette.

KROLL
(ser fast på hende)
.

Det er kanske rettest, at jeg går.

REBEKKA.
Nej, De skal bli’ siddende, kære rektor.
(til Rosmer.)
Ja, det var altså det, ser du, – jeg vilde være med i den nye tid, som brød frem. Være med i alle de nye tankerne. – Rektor Kroll fortalte mig en dag, at Ulrik Brendel havde havt svær magt over dig en tid, mens du endnu var gut. Jeg syntes, det måtte kunne gå an for mig at ta’ dette her op igen.

ROSMER.
Kom du hid med en dulgt hensigt –!

REBEKKA.
Jeg vilde, at vi to skulde gå sammen fremad i frihed. Altid videre. Altid yderligere frem. – Men så var der jo denne skumle, uoverstigelige mur imellem dig og den hele, fulde frigørelse.

ROSMER.
Hvilken mur, mener du?

REBEKKA.
Jeg mener det, Rosmer, at du ikke kunde vokse dig fri uden i det lyse solskinnet. Og så gik du her og skranted og sygned i et sligt ægteskabs mørke.

ROSMER.
Aldrig før idag har du talt til mig om mit ægteskab på den måde.

REBEKKA.
Nej, det turde jeg ikke, for så havde jeg skræmt dig.

KROLL
(nikker til Rosmer)
.

Hører du det?

REBEKKA
(blir ved)
.

Men jeg skønte godt, hvor frelsen var for dig. Den eneste frelse. Og så handled jeg.

ROSMER.
Hvad er det for handlinger, du sigter til?

KROLL.
Vil De dermed sige, at –!

REBEKKA.
Ja, Rosmer –.
(rejser sig.)
Bli’ bare siddende. De også, rektor Kroll. Men nu må det for dagen. Det var ikke dig, Rosmer. Du er skyldfri. Det var mig, som lokked –, som kom til at lokke Beate ud på de vildsomme veje –

ROSMER
(springer op)
.

Rebekka!

KROLL
(op fra sofaen)
.

– på de vildsomme veje!

REBEKKA.
På de veje, – som førte til møllefossen. Nu véd I det, begge to.

ROSMER
(som bedøvet)
.

Men jeg forstår ikke –. Hvad er det, hun står og siger? Jeg forstår ikke et ord –!

KROLL.
Å jo, du. Jeg begynder at forstå.

ROSMER.
Men hvad har du da gjort! Hvad har du da kunnet sige hende for noget? Der var jo intet. Slet intet!

REBEKKA.
Hun fik vide, at du holdt på at arbejde dig ud af alle de gamle fordommene.

ROSMER.
Ja, men det gjorde jeg jo ikke dengang.

REBEKKA.
Jeg vidste, at du snart vilde komme til at gøre det.

KROLL
(nikker til Rosmer)
.

Aha!

ROSMER.
Og så? Hvad mere? Nu vil jeg vide resten også.

REBEKKA.
En tid bagefter – så bad og bønfaldt jeg hende om, at jeg måtte få rejse fra Rosmersholm.

ROSMER.
Hvorfor vilde du rejse – dengang?

REBEKKA.
Jeg vilde ikke rejse. Jeg vilde bli’ her, hvor jeg var. Men jeg sa’ til hende, at det nok var bedst for os alle – om jeg kom bort i tide. Jeg lod hende forstå, at blev jeg længere her, – så kunde der, – så kunde der ske, – hvad det så skulde være.

ROSMER.
Dette er altså, hvad du har sagt og gjort.

REBEKKA.
Ja, Rosmer.

ROSMER.
Det var det, som du kaldte at handle.

REBEKKA
(med brudt stemme)
.

Jeg kaldte det så, ja.

ROSMER
(lidt efter)
.

Har du nu skriftet alt, Rebekka?

REBEKKA.
Ja.

KROLL.
Ikke alt.

REBEKKA
(ser skræmt på ham)
.

Hvad mere skulde der være?

KROLL.
Lod De så ikke til slut Beate forstå, at det var nødvendigt, – ikke blot at det var bedst, – men at det var nødvendigt, af hensyn til Dem og Rosmer, at De rejste et andet steds hen – så fort som muligt? – Nu?

REBEKKA
(sagte og utydeligt)
.

Kanske jeg sa’ noget sligt også.

ROSMER
(segner ned i lænestolen ved vinduet)
.

Og dette spind af løgn og bedrag har hun, – den ulykkelige syge, gåt her og trod på! Trod så fuldt og fast! Så uryggelig!
(ser op på Rebekka.)
Og aldrig vendte hun sig til mig. Aldrig med et ord! Å, Rebekka, – jeg ser det på dig, – du har rådet hende fra det!

REBEKKA.
Hun havde jo sat sig i hodet, at hun, – som børnløs hustru, ikke havde ret til at være her. Og så bildte hun sig ind, det var pligt imod dig at vige pladsen.

ROSMER.
Og du, – du gjorde intet for at få hende ud af denne indbildning?

REBEKKA.
Nej.

KROLL.
De bestyrked hende kanske i den? Svar! Gjorde De ikke det?

REBEKKA.
Hun forstod mig vel så, kan jeg tro.

ROSMER.
Ja, ja, – og for din vilje bøjed hun sig i alle ting. Og så gav hun plads.
(springer op.)
Hvor kunde, – hvor kunde du drive dette forfærdelige spil!

REBEKKA.
Jeg syntes, at her var to liv at vælge imellem, Rosmer.

KROLL
(strængt og myndigt)
.

De havde ingen ret til at træffe et sligt valg!

REBEKKA
(heftig)
.

Men tror I da, at jeg gik her og handled med kold og kløgtig fatning! Jeg var da ikke slig, dengang, som nu, da jeg står og fortæller det. Og så er der da vel to slags vilje i et menneske, skulde jeg mene! Jeg vilde ha’ Beate væk. På den ene måden eller på den anden. Men jeg trode aldrig, at det skulde komme alligevel. Ved hvert skridt, som jeg fristed og voved fremad, syntes jeg ligesom noget skreg indeni mig: Nu ikke længer! Ikke et skridt længer! – Og så kunde jeg ikke la’ det være endda. Jeg måtte friste et bitte lidet gran til. Bare et eneste et. Og så et til – og altid et til. – Og så kom det. – Det er på den vis, sligt noget går for sig.

(kort taushed.)

ROSMER
(til Rebekka)
.

Hvorledes tror du, det herefter skal gå med dig? Efter dette?

REBEKKA.
Med mig får det gå, som det kan. Det kommer det ikke så nøje an på.

KROLL.
Ikke et ord, som tyder på anger. Føler De kanske ingen?

REBEKKA
(koldt afvisende)
.

Undskyld, herr rektor, – det er en sag, som ikke kommer nogen anden ved. Det skal jeg nok klare med mig selv.

KROLL
(til Rosmer)
.

Og denne kvinde er det, som du lever under tag sammen med. I fortroligt forhold til.
(ser om på portrætterne.)
Å, – de, som er borte, – de skulde bare se op nu!

ROSMER.
Går du indover til byen?

KROLL
(tar sin hat)
.

Ja. Jo før jo heller.

ROSMER
(tar ligeledes sin hat)
.

Så går jeg med dig.

KROLL.
Vil du det! Ja, jeg tænkte nok, vi ikke helt havde mistet dig.

ROSMER.
Kom så, Kroll! Kom så!

(De går begge ud gennem forstuen uden at se til Rebekka)
.

(Lidt efter går Rebekka forsigtig hen til vinduet og kikker ud mellem blomsterne.)

REBEKKA
(taler halvhøjt med sig selv)
.

Ikke over kloppen idag heller. Går ovenom. Kommer aldrig over møllefossen. Aldrig.
(går fra vinduet.)
Ja, ja da!

(hun går hen og trækker i klokkestrengen.)

(Kort efter kommer madam Helseth ind fra højre.)

MADAM HELSETH.
Hvad er det, frøken?

REBEKKA.
Madam Helseth, vil De kanske være så snil at få min rejsekoffert hentet ned fra loftet.

MADAM HELSETH.
Rejsekofferten?

REBEKKA.
Ja, den brune sælskindskofferten, som De véd.

MADAM HELSETH.
Ja vel. Men Gud bevare mig, – vil da frøkenen ud og rejse?

REBEKKA.
Ja, – nu vil jeg ud og rejse, madam Helseth.

MADAM HELSETH.
Og det så fort på timen!

REBEKKA.
Så fort jeg har fåt pakket.

MADAM HELSETH.
Nu har jeg da aldrig hørt magen! Men frøkenen kommer da vel snart igen, véd jeg?

REBEKKA.
Jeg kommer aldrig mere igen.

MADAM HELSETH.
Aldrig! Men Herregud, hvorledes skal det bli’ her på Rosmersholm, når ikke frøken West er her længer? Nu havde den stakkers pastoren fåt det så godt og hyggeligt.

REBEKKA.
Ja, men idag er jeg blet ræd, madam Helseth.

MADAM HELSETH.
Ræd! Jøsses, – hvorfor det da?

REBEKKA.
Jo, for jeg synes, jeg har set ligesom et skimt af hvide heste.

MADAM HELSETH.
Af hvide heste! Midt på lyse dagen!

REBEKKA.
Å, de er nok ude både tidlig og sent, – de hvide hestene på Rosmersholm.
(slår over.)
Nå, – det var altså rejsekofferten, madam Helseth.

MADAM HELSETH.
Ja vel. Rejsekofferten.

(De går begge ud til højre.)

FJERDE AKT

(Dagligstuen på Rosmersholm. Det er sen aften. Lampen, med skærm over, brænder på bordet.)

(Rebekka West står ved bordet og pakker nogle småting ned i en vadsæk. Hendes kåbe, hat og det hvide hæklede uldsjal hænger over sofaryggen.)

(Madam Helseth kommer ind fra højre.)

MADAM HELSETH
(taler dæmpet og synes forbeholden)
.

Ja, nu er alle sagerne båret ud, frøken. De står i køkkengangen.

REBEKKA.
Godt. Kusken er vel tilsagt?

MADAM HELSETH.
Ja. Han spør’, hvad tid han skal være her med vognen.

REBEKKA.
Jeg tænker, så omkring klokken elleve. Dampskibet går ved midnat.

MADAM HELSETH
(lidt nølende)
.

Men pastoren da? Hvis han nu ikke kommer hjem til den tid?

REBEKKA.
Jeg rejser alligevel. Skulde jeg ikke få se ham, så kan De sige, at jeg skriver ham til. Et langt brev. Sig det.

MADAM HELSETH.
Ja, det kan jo være bra’ nok – dette med at skrive. Men, stakkers frøken, – jeg synes nu, De skulde prøve på at snakke med ham en gang til.

REBEKKA.
Kanske det. Eller kanske ikke alligevel.

MADAM HELSETH.
Nej, – at jeg skulde opleve dette her, – det havde jeg da aldrig tænkt!

REBEKKA.
Hvad havde De da tænkt, madam Helseth?

MADAM HELSETH.
Å, jeg havde rigtignok tænkt, at pastor Rosmer var reellere mand end som så.

REBEKKA.
Reellere?

MADAM HELSETH.
Ja min sandten siger jeg så.

REBEKKA.
Men, kære, hvad mener De da med det?

MADAM HELSETH.
Jeg mener, som sandt og ret er, frøken. Han skulde ikke fri sig ifra det på den måden, ikke.

REBEKKA
(ser på hende)
.

Hør nu her, madam Helseth. Sig mig ærligt og oprigtigt, – hvorfor tror De, jeg rejser bort?

MADAM HELSETH.
Herregud, det er vel nødvendigt, frøken. Å ja, ja, ja! Men jeg synes rigtignok ikke, det er pent gjort af pastoren. Mortensgård var da undskyldt, han. For hun havde jo sin mand i live. Så de to kunde ikke gifte sig sammen, om de aldrig så gerne vilde. Men se, pastoren, han – hm!

REBEKKA
(med et svagt smil)
.

Skulde De kunnet tænkt Dem sligt noget om mig og pastor Rosmer?

MADAM HELSETH.
Aldrig i verden. Ja, jeg mener, – ikke før idag.

REBEKKA.
Men idag altså –?

MADAM HELSETH.
Nå, – efter alt det stygge, som folk siger der skal stå om pastoren i bladene, så –

REBEKKA.
Aha!

MADAM HELSETH.
For det er min mening, at den mand, som kan gå over til Mortensgårds reglion, ham kan en, min sandten, tro til hvad det så skal være.

REBEKKA.
Å ja, det er vel så, det. Men jeg da? Hvad siger De om mig?

MADAM HELSETH.
Bevar’s vel, frøken, – Dem synes jeg ikke det er så stort at sige på. Det er vel ikke så godt for et ensligt fruentimmer at stå imod, kan jeg tro. – Vi er jo alle sammen mennesker, frøken West.

REBEKKA.
Det er et sandt ord, madam Helseth. Vi er alle sammen mennesker. – Hvad lytter De efter?

MADAM HELSETH
(sagte)
.

Å Jøsses, – der tror jeg han kommer lige akkurat.

REBEKKA
(farer sammen)
.

Altså alligevel –!
(bestemt.)
Nå ja. Lad så være.

(Johannes Rosmer kommer ind fra forstuen.)

ROSMER
(ser rejsetøjet, vender sig til Rebekka og spørger)
.

Hvad betyder dette her?

REBEKKA.
Jeg rejser.

ROSMER.
Straks?

REBEKKA.
Ja.
(til madam Helseth.)
Altså klokken elleve.

MADAM HELSETH.
Godt og vel, frøken. (hun går ud til højre.

ROSMER
(efter et kort ophold)
.

Hvor rejser du hen, Rebekka?

REBEKKA.
Nordover med dampskibet.

ROSMER.
Nordover? Hvad vil du der nord?

REBEKKA.
Det var jo der, jeg kom fra.

ROSMER.
Men der oppe har du jo ikke noget at gøre nu.

REBEKKA.
Det har jeg ikke her nede heller.

ROSMER.
Hvad tænker du da at ta’ dig til?

REBEKKA.
Jeg véd ikke. Jeg vil bare se at få ende på det.

ROSMER.
Få ende på det?

REBEKKA.
Rosmersholm har knækket mig.

ROSMER
(blir opmærksom)
.

Siger du det?

REBEKKA.
Knækket mig sønder og sammen. – Jeg havde så frisk og så modig en vilje, da jeg kom hid. Nu er jeg bøjet ind under en fremmed lov. – Herefterdags tror jeg ikke, jeg tør vove mig til nogen verdens ting.

ROSMER.
Hvorfor ikke? Hvad er det for en lov, som du siger, at du er –?

REBEKKA.
Kære, lad os ikke tale om det nu. – Hvad blev det så til med dig og rektoren?

ROSMER.
Vi har sluttet fred.

REBEKKA.
Ja så. Det blev altså til det.

ROSMER.
Han samled hele vor gamle vennekreds sammen hos sig. De har gjort mig det indlysende, at arbejdet for at adle sindene, – det ligger slet ikke for mig. – Og det er desuden noget så håbløst i sig selv, du. – Jeg lar det ligge.

REBEKKA.
Ja, ja, – det er vel kanske bedst så.

ROSMER.
Siger du det nu? Er du nu af den mening?

REBEKKA.
Jeg er kommen til den mening. I de sidste par dagene.

ROSMER.
Du lyver, Rebekka.

REBEKKA.
Lyver –!

ROSMER.
Ja, du lyver. Du har aldrig trod på mig. Aldrig har du trod, at jeg var mand for at kæmpe den sag frem til nogen sejr.

REBEKKA.
Jeg har trod, at vi to sammen skulde komme til at magte det.

ROSMER.
Det er ikke sandt. Du har trod, at du selv skulde kunne udrette noget stort i livet. At du kunde bruge mig til det, som du vilde ha’ frem. At jeg kunde være dig tjenlig for dine formål. Det har du trod.

REBEKKA.
Hør nu, Rosmer –

ROSMER
(sætter sig tungt ned i sofaen)
.

Å lad være! Jeg ser nu til bunds i det hele. Jeg har været som en handske i dine hænder.

REBEKKA.
Hør nu, Rosmer. Lad os tales ved om dette her. Det blir sidste gang.
(sætter sig i en stol ved sofaen.)
Jeg havde tænkt, at jeg vilde skrive dig til om det altsammen, – når jeg var kommen der nord igen. Men det blir vel bedst, at du straks får høre det.

ROSMER.
Har du endnu mere at tilstå?

REBEKKA.
Jeg har det store igen.

ROSMER.
Hvilket store?

REBEKKA.
Det, som du aldrig har anet. Det, som gir både lys og skygge til alt det øvrige.

ROSMER
(ryster på hodet)
.

Jeg forstår ikke noget af dette.

REBEKKA.
Det er ganske sandt, at jeg engang la’ mine garn ud for at vinde indpas her på Rosmersholm. For jeg mente som så, at jeg nok skulde komme til at gøre min lykke her. Enten på den ene måden eller på den anden, – skønner du.

ROSMER.
Du fik da også drevet igennem – det, som du vilde.

REBEKKA.
Jeg tror, jeg kunde drevet igennem, hvad det så skulde være – dengang. For da havde jeg endnu min modige, fribårne vilje. Jeg kendte ikke hensyn at ta’. Ikke forhold at vige af vejen for. – Men så kom begyndelsen til det, som har knækket viljen i mig – og skræmt mig så ynkelig for hele livet.

ROSMER.
Hvad kom? Tal, så jeg kan forstå dig.

REBEKKA.
Da kom det over mig, – dette vilde, ubetvingelige begær –. Å, Rosmer –!

ROSMER.
Begær? Du –! Efter hvad?

REBEKKA.
Efter dig.

ROSMER
(vil springe op)
.

Hvad er dette!

REBEKKA
(standser ham)
.

Bliv siddende, kære. Nu skal du få høre videre.

ROSMER.
Og du vil sige – at du har elsket mig – på slig vis!

REBEKKA.
Jeg syntes, det måtte kaldes at elske – dengang. At dette var kærlighed, syntes jeg. Men det var det ikke. Det var, som jeg siger dig. Det var et vildt, ubetvingeligt begær.

ROSMER
(med møje)
.

Rebekka, – er det virkelig dig selv, – dig – dig, som du sidder her og fortæller alt dette om!

REBEKKA.
Ja, hvad synes du, Rosmer!

ROSMER.
Ud af dette, – under magten af dette var det altså, at du – at du handled, som du kalder det.

REBEKKA.
Det var over mig som et vejr ved havet. Det var som et af de vejr, vi kan ha’ ved vintertid der nordpå. Det tar en, – og bær’ en med sig, du. – så langt det skal være. Ikke tanke om at stå imod.

ROSMER.
Så fejed det den ulykkelige Beate ud i møllefossen.

REBEKKA.
Ja, for der stod som en kamp på bådkølen mellem Beate og mig i den tid.

ROSMER.
Du var visselig den stærkeste på Rosmersholm. Stærkere, end både Beate og jeg tilsammen.

REBEKKA.
Jeg kendte dig så vidt, at jeg vidste, – til dig var ingen vej fremkommelig, før du var gjort fri både i forholde – og i sind.

ROSMER.
Men jeg begriber dig ikke, Rebekka. Du, – du selv, – hele din adfærd er mig en uløselig gåde. Nu er jeg jo fri, – både i sind og i forhold. Du står nu helt fremme ved det mål, du fra først af havde sat dig. Og så alligevel –!

REBEKKA.
Aldrig har jeg ståt længere fra målet end nu.

ROSMER.
– og så alligevel, siger jeg, – da jeg igår spurgte dig, – bad dig: bliv min hustru, – da skreg du ud som i skræk, at det aldrig kunde ske.

REBEKKA.
Da skreg jeg ud i fortvilelse, du.

ROSMER.
Hvorfor?

REBEKKA.
Fordi Rosmersholm har magtstjålet mig. Her har jeg fåt min egen modige vilje stækket. Og forkluddret! Den tid er forbi for mig, da jeg turde vove, hvad det så skulde være. Jeg har mistet evnen til at handle, Rosmer.

ROSMER.
Sig mig, hvorledes dette er kommet.