Complete Works of Henrik Ibsen (510 page)

CÆSAR JULIAN.
Kan du, så lys for mig!

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Er du den Akilleus, som din moder drømte, at hun skulde skænke verden? En ømskindet hæl gør ingen mand til Akilleus. Rejs dig, herre! Sejrsmodig, som en rytter på sin vælige hest, må du sætte over Gælilæeren, hvis du skal vinde frem til kejsersædet –

CÆSAR JULIAN.
Maximos!

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Min elskede Julian, se dig dog om i verden! Hine kristne med dødslængselen, som du nys nævnte, de er de færreste. Men hvorledes står det sig med alle de andre? Falder ikke sindene fra mesteren, et for et? Ja, svar mig, – hvad er der bleven af denne sælsomme kærlighedens lære? Raser ikke samfund imod samfund indbyrdes? Og nu biskopperne, hine guldbrammende herrer, der kalder sig kirkens overhyrder! Giver de selv hoffets stormænd noget efter i griskhed og herskelyst og kryberi –?

CÆSAR JULIAN.
Således er de ikke alle; tænk paa den vældige Athanasios i Alexandria –

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Athanasios var også den eneste. Og hvor er Athanasios nu? Forjog de ham ikke, fordi han ikke var tilfals efter kejserens vilje? Måtte han ikke ty ind i den libyske ørken, hvor han er bleven opædt af løver! Og kan du så nævne mig én til, som Athanasios? Tænk på biskop Maris af Kalkedon, som nu tre gange har skiftet sind i de arianske stridigheder. Tænk på den gamle biskop Markos Arethusa; ham kender du jo fra din ungdom. Har han ikke nylig, tvert imod lov og billighed, frataget borgerskabet al fælles ejendom og lagt den ind under kirken? Og tænk så på den affældige viljeløse biskop i Nazianz, som går til spot for sin egen menighed, fordi han svarer ja og nej til den samme sag og fordi han vil tækkes alle de stridende.

CÆSAR JULIAN.
Sandt, sandt, sandt!

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Disse er dine våbenbrødre, min Julian; bedre finder du dem ikke. Eller kanske du regner på hine to forventede store galilæiske lys fra Kappadokia? Ha-ha; bispesønnen Gregor fører retssager i sin fødeby, og Basilios gransker verdslige vismænds skrifter på sit landgods i de østlige egne.

CÆSAR JULIAN.
Ja, jeg véd det vel. Frafald på alle kanter! Hekebolios, min fordums lærer, er bleven en rig mand på sin iver i troen og på sin skrift-udlægning; og siden den tid –! Maximos, – det er ikke langt fra, at jeg står alene i alvoret.

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Du står alene. Hele din hær er på vild flugt eller den ligger slagen rundt omkring dig. Blæs til kamp, – og ingen vil høre dig; gå frem, – og ingen vil følge dig efter! Bild dig ikke ind, at du kan fremme den sag, som har opgivet sig selv. Du bukker under, siger jeg dig! Og hvor vil du så hen? Forstødt af Konstanzios vil du være forstødt af alle magter på jorden – og over jorden. Eller vil du ty til Galilæerens favn? Hvorledes står det mellem dig og ham? Har du ikke selv sagt, at du er under rædselen? Har du hans krav i dig? Elsker du din fiende, Kanstanzios, fordi om du ikke slår ham? Hader du kødets lyst og jordens lokkende færd, fordi om du ikke, som en hed svømmer, dukker dig ned deri? Forsager du verden, fordi om du ikke har mod til at eje den? Og véd du så visst, at – om du afdør her – du da skal leve hisset?

CÆSAR JULIAN
(går frem og tilbage)
.

Hvad har han gjort for mig, denne store fordringsfulde? Holder han verdens-vognens tøjler i sin hånd, så måtte han jo have kunnet –
(Salmesangen lyder stærkere oppe fra kirken.)
Hør, hør! Dette kalder de at tjene ham. Og dette tager han hen som en sød offer-røg. Lovsang over ham, – og lovsang over hende i kisten? Er han den alting vidende, hvor kan han da –?

HUSMESTEREN EUTHERIOS
(kommer hurtigt ned gennem gangen til venstre)
.

Min Cæsar! Herre, herre; hvor er du?

CÆSAR JULIAN.
Her, Eutherios! Hvad vil du mig?

HUSMESTEREN EUTHERIOS.
Du må komme op, herre; du må se det med egne øjne; – der sker jertegn ved fyrstindens lig.

CÆSAR JULIAN.
Du lyver!

HUSMESTEREN EUTHERIOS.
Jeg lyver ikke, herre! Jeg hænger ikke ved denne fremmede lære; men hvad jeg har set, kan jeg ikke tvile på.

CÆSAR JULIAN.
Hvad så du?

HUSMESTEREN EUTHERIOS.
Hele staden er i oprør. Der bæres syge og vanføre ind til fyrstindens kiste; presterne lader dem røre ved den, og de går bort helbredede.

CÆSAR JULIAN.
Og det har du selv set?

HUSMESTEREN EUTHERIOS.
Ja, herre; jeg har set en faldsyg kvinde gå sund ud af kirken prisende Galilæernes gud.

CÆSAR JULIAN.
Ah, Maximos, Maximos!

HUSMESTEREN EUTHERIOS.
Hør, hvor de kristne jubler; – nu sker et nyt jertegn igen.

LÆGEN ORIBASES
(råber oppe i gangen til venstre)
.

Eutherios, – fandt du ham? Eutherios, Eutherios, hvor er Cæsar?

CÆSAR JULIAN
(imod ham)
.

Her, her; – er det sandt, Oribases?

LÆGEN ORIBASES
(kommer frem)
.

Utroligt, uforklarligt, – og dog sandt; de rører ved kisten, presterne læser og beder over dem, og de vorder helbredede; en røst forkynder fra tid til anden: hellig, hellig er den rene kvinde!

CÆSAR JULIAN.
En røst forkynder –?

LÆGEN ORIBASES.
En usynlig røst, min Cæsar; en røst, højt under kirkens hvælving; – ingen véd, hvor den kommer fra.

CÆSAR JULIAN
(står et øjeblik urørlig, derpå vender han sig pludselig til Maximos og råber)
:

Livet eller løgnen!

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Vælg!

LÆGEN ORIBASES.
Kom, kom, herre; de skrækslagne soldater truer dig –

CÆSAR JULIAN.
Lad dem true.

LÆGEN ORIBASES.
De giver dig og mig skylden for den undergørende fyrstindes død –

CÆSAR JULIAN.
Jeg vil komme; jeg vil stille dem tilfreds –

LÆGEN ORIBASES.
Der findes kun ét middel: du må vende deres tanker i en anden retning, herre; – de er vilde af fortvilelse over den skæbne, som venter dem, hvis du nøler længer.

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Stig nu til himmels, du dåre; nu dør du for din herre og mester!

CÆSAR JULIAN
(griber ham om armen)
.

Kejserens rige for mig!

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Akilleus!

CÆSAR JULIAN.
Hvad løser pagten?

MYSTIKEREN MAXIMOS
(rækker ham offerkniven)
.

Denne.

CÆSAR JULIAN.
Hvad tvætter vandet af?

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Dyrets blod.

(han river offerbindet af sin pande og fæster det om Cæsars.)

LÆGEN ORIBASES
(nærmer sig)
.

Hvad har du isinde, herre?

CÆSAR JULIAN.
Forsk ikke.

HUSMESTEREN EUTHERIOS.
Hør larmen! Op, op, min Cæsar!

CÆSAR JULIAN.
Først ned, – siden op.
(til Maximos.)
Helligdommen, min elskede broder –?

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Lige under, i den anden hvælving.

LÆGEN ORIBASES.
Cæsar, Cæsar, – hvor går du?

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Til frihed.

CÆSAR JULIAN.
Gennem mørke til lys. Ah –!

(han stiger ned i gravgangene.)

MYSTIKEREN MAXIMOS
(sagte, ser efter ham)
.

Så kom det dog.

HUSMESTEREN EUTHERIOS.
Tal, tal; hvad gælder hine lønlige kunster?

LÆGEN ORIBASES.
Og det nu, da hvert øjeblik er dyrebart –

MYSTIKEREN MAXIMOS
(hvisker urolig, idet han skifter plads)
:

Disse glidende fugtige skygger! Fy; dette slimede kryb om fødderne –!

LÆGEN ORIBASES
(lytter)
.

Larmen stiger, Eutherios! Det er soldaterne; hør, hør!

HUSMESTEREN EUTHERIOS.
Det er sangen fra kirken –

LÆGEN ORIBASES.
Nej, det er soldaterne; – der kommer de!

(Ridderen Sallust viser sig oppe i gangen omringet af en stor skare ophidsede soldater. Fanebæreren Mauros er iblandt dem.)

RIDDEREN SALLUST.
Vær sindige; jeg besværger jer –!

SOLDATERNE.
Cæsar har forrådt os! Cæsar skal dø!

RIDDEREN SALLUST.
Og hvad så, I rasende?

FANEBÆREREN MAUROS.
Hvad så? Med Cæsars hoved køber vi tilgivelse –

SOLDATERNE.
Frem, frem, Cæsar!

RIDDEREN SALLUST.
Cæsar, – min Cæsar, hvor er du?

CÆSAR JULIAN
(råber nede i gravkamret)
.

Helios! Helios!

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Frigjort!

KORSANG OPPE I KIRKEN.
Fader vor, du som er i himlen!

RIDDEREN SALLUST.
Hvor er han? Eutherios, Oribases, – hvad går her for sig?

KORET
(i kirken)
.

Helliget vorde dit navn!

CÆSAR JULIAN
(stiger op ad trappen; han har blod på hånden, på brystet og på hænderne)
.

Fuldbyrdet!

SOLDATERNE.
Cæsar!

RIDDEREN SALLUST.
Blodig –! Hvad har du gjort?

CÆSAR JULIAN.
Kløvet rædselens tåger.

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Det skabte er i din hånd.

KORET
(i kirken)
.

Ske din vilje i himlen, så og på jorden!

(sangen vedbliver under det følgende.)

CÆSAR JULIAN.
Nu står ingen livvagt om Konstanzios længer.

FANEBÆREREN MAUROS.
Hvad siger du, herre!

CÆSAR JULIAN.
Ah, mine trofaste! Op i dagen; til Rom og Grækenland!

SOLDATERNE.
Leve kejser Julian!

CÆSAR JULIAN.
Vi vil ikke se tilbage; alle veje ligger åbne for os. Op i dagen. Gennem kirken! Løgnerne skal forstumme –!
(han iler op ad trappen i baggrunden.)
Min hær, min skat, mit kejsersæde!

KORET
(i kirken)
.

Led os ikke udi fristelse; men frels os fra det onde!

(Cæsar Julian slår døren vidt op. Man ser ind i den stærkt oplyste kirke. Presterne står for højalteret; andægtige skarer knæler nedenfor omkring fyrstindens kiste.)

CÆSAR JULIAN.
Fri, fri! Mit er riget!

RIDDEREN SALLUST
(råber til ham)
.

Og magten og æren!

KORET
(i kirken)
.