Complete Works of Henrik Ibsen (518 page)

KEJSER JULIAN.
Hvad syn har du havt?

HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
Se, allernådigste kejser, jeg kommer blodig, forslåt, og dog lykkelig over at være den første, som påkalder din straf –

KEJSER JULIAN.
Tal, mand; – hvem har slåt dig?

HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
Tillad mig, herre, at bære min klage frem. Jeg gik i denne morgenstund udenfor byen for at opsøge det lille Venus-tempel, som du nys har ladet sætte i stand. Da jeg kom derud, lød sang og fløjtespil mig imøde. Kvinder opførte skønne danse i forhallen, og indenfor fandt jeg det hele rum fyldt af en jublende skare, mens presterne foran alteret foretog de ofringer, du har påbudt.

KEJSER JULIAN.
Ja, ja; og så?

HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
Knapt havde jeg fåt tid til i andagt at vende mine tanker imod denne henrykkende gudinde, hvem jeg særligt ærer og dyrker, – da trængte en stor sværm af unge mænd ind i templet –

KEJSER JULIAN.
Dog ikke Galilæere?

HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
Jo, herre, – Galilæere.

KEJSER JULIAN.
Ah!

HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
Hvilket optrin fulgte så ikke på! Grædende under voldsmændenes skældsord og stokkeslag flygtede hine dansende piger fra forhallen ind til os. Galiæerne faldt over os alle, mishandlede os og forhånede os på den skændigste måde.

KEJSER JULIAN
(stiger ned af forhøjningen)
.

Vent, vent!

HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
Ak, havde denne overlast blot rammet os alene! Men de utæmmelige gik videre. Ja, nådigste kejser, – med ét ord: alteret er nedrevet, gudindens billedstøtte knust i stykker, offerdyrenes indvolde kastet udenfor til føde for hundene –

KEJSER JULIAN
(går op og ned)
.

Vent, vent, vent!

GREGOR FRA NAZIANZ.
Herre, denne ene mands ord er ikke nok –

KEJSER JULIAN.
Ti!
(til Eunapios.)
Kendte du nogen af disse tempelskændere?

HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
Jeg ikke, herre; men disse borgere kendte flere af dem.

KEJSER JULIAN.
Tag vagt med eder. Grib så mange af de skyldige, som I kan få fat på. Kast dem i fængsel. De fangne skal navngive de øvrige; og når jeg har dem alle i min magt –

GREGOR FRA NAZIANZ.
Hvad da, herre?

KEJSER JULIAN.
Det vil bøddelen kunne sige dig. Både du og borgerne i Cæsaræa skal erfare, hvad I har at vente, dersom I med galilæisk stivsind holder fast ved eders forehavende.

(Kejseren går i heftig vrede ud til venstre; Eunapios og hans vidner fjerner sig med vagten; den øvrige forsamling skilles ad.)

(Et torv i Antiokia. I forgrunden til højre munder en gade ud på torvet; til venstre i baggrunden ser man ind i et trangt og bugtet stræde.)

(En stor menneskemængde opfylder torvet. Sælgere råber med kramvarer. På flere steder er borgerne stimlet sammen i ivrigt talende klynger.)

EN BORGER.
Men, du gode himmelens Gud, hvad tid skede denne ulykke.

EN ANDEN BORGER.
Imorges, siger jeg; ganske tidligt imorges.

FARVEREN FOKION
(som er kommen gående fra gaden til højre)
.

Kære mand, finder du det passende at kalde dette en ulykke? Jeg kalder det en forbrydelse, og det, til og med, en højst fræk forbrydelse.

DEN ANDEN BORGER.
Ja, ja; det er ganske sandt; det var højst frækt gjort.

FARVEREN FOKION.
Tænke sig til – ja, er det ikke overfaldet i Venus-templet I taler om? Jo. Tænke sig til, siger jeg, på en tid, da kejseren selv er i staden –! Og så at vælge en dag som denne, – en dag –

EN TREDJE BORGER
(nærmer sig de talende)
.

Hør, sig mig, gode fremmede, hvad er det egentlig –?

FARVEREN FOKION.
Jeg siger, en dag som denne, da vor ophøjede hersker selv vil forrette ved Apollon-festen.

DEN TREDJE BORGER.
Ja, visst, det véd jeg; men hvorfor fængsler man disse kristne?

FARVEREN FOKION.
Hvad? Fængsler man dem? Er man virkelig kommen dem på spor?
(høje skrig høres.)
Hyss; hvad er det? Ja, ved guderne, tror jeg ikke, man har dem!

(En gammel kvinde, forstyrret og med udslåt hår, baner sig vej gennem menneskemassen; hun er omringet af andre kvinder, som forgæves søger at holde hende tilbage.)

DEN GAMLE KVINDE.
Hold ikke på mig! Han er min eneste; han er min alderdoms barn! Slip mip; slip mig! Kan da ingen sige mig, hvor jeg skal finde kejseren?

FARVEREN FOKION.
Hvad vil du kejseren, gamle moder?

DEN GAMLE KVINDE.
Jeg vil have min søn igen. Hjælp mig! Min søn! Hilarion! O, tænk, de tog ham fra mig! De brød ind i huset til os, – og så tog de ham!

EN AF BORGERNE
(til Fokion)
.

Hvem er denne kvinde?

FARVEREN FOKION.
Hvad? Kender du ikke enken Publia, – salmesyngersken?

BORGEREN.
Ah, ja, ja, ja!

KVINDEN PUBLIA.
Hilarion! Mit barn! Hvad vil de gøre med ham? Ah, se, Fokion, – er du der? En Guds lykke, at jeg traf en kristen broder –

FARVEREN FOKION.
Hyss, stille, stille; skrig ikke så; kejseren kommer.

KVINDEN PUBLIA.
O, den ugudelige kejser! Vredens herre hjemsøger os for hans synders skyld; hungersnød hærjer landene; jorden skælver under os!

(En deling soldater kommer fra gaden til højre.)

DELINGS-FØREREN.
Til side; gør plads her!

KVINDEN PUBLIA.
O, kom, gode Fokion; – hjælp mig for vort venskabs og vort broderskabs skyld –

FARVEREN FOKION.
Er du gal, kvinde? Jeg kender dig ikke.

KVINDEN PUBLIA.
Hvad? Kender du mig ikke? Er du ikke farveren Fokion? Er du ikke søn af –?

FARVEREN FOKION.
Jeg er ikke søn af nogen. Gå fra mig, kvinde! Du er jo gal. Jeg kender dig ikke; jeg har aldrig set dig.

(han skynder sig ind i trængselen.)

EN UNDERFØRER
(med soldater fra højre)
.

Gør ryddigt her!

(Soldaterne trænger menneskemængden ind imod husvæggene. Den gamle Publia falder om i kvindernes arme til venstre. Alle stirrer forventningsfuldt henad gaden.)

FARVEREN FOKION
(i klyngen bag vagtposterne til højre)
.

Ja, ved solens gud, kommer han ikke der, den velsignede herre!

EN SOLDAT.
Træng ikke så på der bag!

FARVEREN FOKION.
Kan I se ham? Den mand med det hvide bind om panden, det er kejseren.

EN BORGER.
Den mand, som er ganske hvidklædt?

FARVEREN FOKION.
Ja, ja, netop han.

BORGEREN.
Men hvorfor er han hvidklædt?

FARVEREN FOKION.
Rimeligvis for hedens skyld; – eller nej, bi lidt, jeg tænker, det er som offerprest, at han –

EN ANDEN BORGER.
Vil da kejseren ofre selv?

FARVEREN FOKION.
Ja, kejser Julian gør alting selv.

EN TREDJE BORGER.
Han ser ikke så vældig ud som kejser Konstanzios.

FARVEREN FOKION.
Det synes jeg dog. Han er ikke så høj som den forrige kejser; men så er hans arme længere end hins. Og så har han et blik, – o, I venner –! Ja, nu kan I ikke se det; han slår øjet ærbart ned under gangen. Ja, ærbar er han, det må I tro. Kvinder ser han ikke til. Jeg tør sværge på, at siden hans hustrus død har han ikke ret mange gange –; jeg skal sige eder, han skriver hele natten. Derfor er også hans fingre ofte så sorte som en farvers; ja, ligesom mine. Jeg er også farver. I må tro, jeg kender kejseren bedre end de fleste. Jeg er barnefødt her i staden; men jeg har levet femten år i Konstantinopel indtil nu for ganske nylig –

EN BORGER.
Skulde der være noget i det rygte, at kejseren tænker at bo her stadigt?

FARVEREN FOKION.
Jeg kender kejserens hårskærer, og han siger det. Gid nu bare ikke disse skammelige optøjer måtte ægge ham altfor meget.

EN BORGER.
Ak, ak, det skulde være harmeligt!

EN ANDEN BORGER.
Blev kejseren her, så faldt der lidt af til os alle.

FARVEREN FOKION.
Det havde også jeg stolet på; derfor flytted jeg over. Men nu får vi gøre vort bedste, venner; når kejseren kommer forbi, vil vi opløfte glade tilråb både til ham og til Apollon.

EN BORGER
(til en anden)
.

Hvad er det egentlig for en Apollon, som folk er begyndt at tale så meget om?

DEN ANDEN BORGER.
Ej, det er jo presten i Korinth, – han, som vandede, hvad den hellige Paulus havde plantet.

DEN FØRSTE BORGER.
Ja så; ja, nu synes jeg, jeg mindes det.

FARVEREN FOKION.
Ej, ej, ej, det er ikke den Apollon; det er en ganske anden; det er sol-kongen, – den store lyrespillende Apollon.

DEN ANDEN BORGER.
Ah så; den Apollon! Er han bedre?

FARVEREN FOKION.
Ja, det skulde jeg mene. – Se, se, der kommer han. O, den højst velsignede herre!

(Kejser Julian, klædt som yppersteprest, kommer omgiven af offerprester og tempeltjenere. Hofmænd og lærde, hvoriblandt læreren Hekebolios, har sluttet sig til toget; ligeså borgerfolk. Foran kejseren går fløjtespillere og harpeslagere. Soldater og stadstjenere med lange stokke gør ryddigt foran og på siderne.)

MÆNGDEN PÅ TORVET
(klapper i hænderne)
.

Priset være kejseren! Lovet være Julian, helten og den lykkebringende!

FARVEREN FOKION.
Hilset være Julian og sol-kongen! Leve Apollon!

BORGERNE
(i forgrunden til højre)
.

Kejser, kejser, bliv længe iblandt os!

(Kejser Julian giver et tegn med hånden; toget standser.)

KEJSER JULIAN.
Borgere af Antiokia! Ikke véd jeg i hast at nævne den ting, der skulde kunne fryde mit hjerte mere, end disse eders opmuntrende tilråb. Og vel kan mit hjerte tiltrænge denne vederkvægelse. Det var med åndens nedslagenhed, at jeg tiltrådte denne vandring, der skulde være en glædens og en opløftelsens gang. Ja, jeg vil ikke lægge skjul på det, jeg var imorges ikke langt fra at bringes ud af den sindets ligevægt, som det for en visdomselsker er sømmeligst at bevare under alle tilskikkelser. Men skulde nogen nænne at gå i rette med mig herfor? Jeg giver enhver at betænke, hvilke formasteligheder man andetsteds pønser på og her allerede har sat i værk.

KVINDEN PUBLIA.
Herre, herre!

FARVEREN FOKION.
O, fromme og retsindige kejser, straf disse forvovne!

KVINDEN PUBLIA.
Herre, giv mig Hilarion igen!

FARVEREN FOKION.
Alle gode borgere anråber om din yndest for staden.

KEJSER JULIAN.
Søg at vinde gudernes yndest, da har I visselig min. Og er det ikke billigt, at Antiokia heri går foran? Er det ikke, som om sol-gudens øje med særligt velbehag hvilte på denne stad? Forhør eder hos vidt berejste mænd, og I skal erfare, i hvilket sørgeligt overmål det andetsteds er lykkedes vildfarelsen at lægge vore hellige steder øde. Hvad står tilbage? En levning hist og her; og intet af det bedste. Men hos eder, I borgere af Antiokia! O, mine øjne fyldtes med glædestårer, da jeg første gang så denne uforlignelige helligdom, Apollons eget hus, som man neppe skulde kunne tænke sig opført af menneskehænder. Står ikke den herliges billede derinde som før i ukrænket skønhed? Ikke en kant er afhakket eller smuldret på hans alter; ikke en revne er at se i de ranke bærende støtter. O, når jeg betænker dette, – når jeg føler bindet om min pande, – når jeg ser nedad denne klædning, der er mig dyrebarere end purpurkåben, da fornemmer jeg gudens nærhed i en hellig isnen. Se, se, lyset sittrer om os i herlighed! Føl, føl, luften er svanger med friske kranses duft! Skønne jord, lysets og livets hjem, glædens hjem, og lykkens og skønhedens hjem, – hvad du var, skal du vorde! – I sol-kongens favn! Mithra, Mithra! Fremad på vor sejrsgang!