Complete Works of Henrik Ibsen (523 page)

LÆREREN KYRILLOS.
Jeg tager ikke fejl. Det er dig selv, kejser, der fejler i dette. Det er dig, som har givet afkald på Kristus i det øjeblik, han skænkte dig herredømmet over jorden. Derfor forkynder jeg dig i hans navn, at han snart vil fratage dig både herredømmet og livet, og da skal du for sent erkende, hvor stærk han er, han, som du i din blindhed foragter. Ja, ligesom du har forglemt hans velgerninger, således skal han ikke give sin kærlighed råderum, idet han rejser sig for at straffe dig. Du har omstyrtet hans altere, – han skal nedstyrte dig af dit kejsersæde. Du har fundet din glæde i at træde hans lov under fødder, den samme lov, som du selv engang forkyndte for de troende. På samme vis skal Herren træde dig under sin hæl. Dit legeme skal vejres bort i de vilde vinde, og din sjæl skal fare did ned, hvor der er større pinsler, end dem, du kan udtænke for mig og mine!

(Kvinderne flokker sig under gråd og veklage om Kyrillos.)

KEJSER JULIAN.
Jeg vilde gerne skånet dig, Kyrillos! Guderne er mine vidner, at jeg ikke hader dig for din tros skyld. Men du har forhånet min kejserlige magt og myndighed, og det må jeg straffe.
(til høvedsmanden for vagten.)
Fromentinos, før denne mand i fængsel, og lad bøddelen Tyfon give ham så mange svøbeslag, som nødvendigt, for at få ham til at udsige, at kejseren og ikke Galilæeren har al vælde på jorden.

GREGOR FRA NAZIANZ.
Vær stærk, min broder Kyrillos!

LÆREREN KYRILLOS
(med oprakte hænder)
.

Jeg salige, som får lide til Herrens ære!

(Soldaterne griber ham og slæber ham ud.)

KVINDERNE
(i gråd og klage)
.

Ve os! Ve, ve over fornægteren!

KEJSER JULIAN.
Driv dem fra hinanden, disse rasende! Lad dem udjages af staden som oprørere. Jeg tåler ikke længere denne trods og vederstyggelighed!

(Vagten driver den jamrende mængde ind i sidegaderne. Kun kejseren og hans følge bliver tilbage. Da bemærker man, liggende foran kirkedøren, og hidtil skjult, en mand i sønderrevne klæder og med aske strød på sit hoved.)

EN SOLDAT
(støder til ham med lanseskaftet)
.

Op, op; pak dig!

MANDEN
(ser op)
.

Træd under fødder dette sløve salt, som er vraget af Herrens hånd!

KEJSER JULIAN.
O, evige guder, – Hekebolios –!

HOFMÆNDENE.
Ah, i sandhed, – Hekebolios!

LÆREREN HEKEBOLIOS.
Jeg heder ikke så mere! Jeg er navnløs. Jeg har svigtet den dåb, som gav mig navn!

KEJSER JULIAN.
Rejs dig, ven! Dit sind er sygt –

LÆREREN HEKEBOLIOS.
Judas’s broder er pestbefængt. Vig fra mig –

KEJSER JULIAN.
O, du vankelmodige mand –

LÆREREN HEKEBOLIOS.
Vig fra mig, frister! Tag dine treti sølvpenge igen! Står der ikke skrevet: du skal forlade hustru og børn for Herrens skyld? Og jeg –? For hustrus og børns skyld har jeg forrådt Herren, min Gud! Ve, ve, ve!

(han kaster sig igen ned på sit ansigt.)

KEJSER JULIAN.
Slig vanvids ild tænder disse skrifter over jorden. Og jeg skulde ikke brænde dem? Vent! Inden et år er omme, skal Jødetemplet stå rejst igen på Zions berg, – lyse med sit guldtags pragt over landene og vidne: løgner, løgner, løgner!

(han går ilsomt derfra, fulgt af visdomsvennerne.)

(Landevej udenfor staden. Til venstre ved vejkanten står Kybeles billedstøtte mellem afhugne træstubber. Et stykke derfra, imod venstre, er en kilde med en stenkumme. Det er henimod solnedgang.)

(På et trin ved fodstykket af gudindens billede sidder en gammel prest med en tildækket kurv på skødet, Omkring stenkummen en flok mænd og kvinder, der henter vand. Kommende og gående ses fra og til på vejen. Fra venstre kommer farveren Fokion, slet klædt, med en stor bylt på hovedet. Han møder hårskæreren Eunapios, der kommer fra staden.)

FARVEREN FOKION.
Ej, se, – min ven Eunapios i fuld hofklædning!

HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
Tvi dig, at du spotter en fattig mand.

FARVEREN FOKION.
Kalder du det spot? Jeg mente, det var den højeste ære.

HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
Du må så sige. Det er bleven en ære nu at gå i pjalter, besynderligen hvis de har ligget bra længe i en rendesten.

FARVEREN FOKION.
Hvorledes tror du alt dette vil ende?

HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
Det bryr jeg mig ikke om at tænke på. Jeg véd, hvorledes det er endt med mig, og det er nok.

FARVEREN FOKION.
Er du ikke længere i kejserens tjeneste?

HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
Hvad skulde kejser Julian med en hårskærer? Lar han sit hår klippe? Eller lar han skæget studse, tror du? Han kæmmer det ikke engang. Men hvorledes går det med dig? Du ser heller ikke videre lykkelig ud.

FARVEREN FOKION.
Ak, Eunapios, purpurfarvernes tid er forbi.

HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
Ja, rigtig; nu farves kun kristen-rygge. Men hvad er det du slæber på?

FARVEREN FOKION.
Et knippe pilebark. Jeg skal farve narrekapper til visdomsvennerne.

(En deling soldater kommer fra højre og stiller sig op ved Kybeles støtte.)

FARVEREN FOKION
(til en af mændene ved vandkummen)
.

Hvad betyder dette?

MANDEN.
Stenbilledet skal fores igen.

FARVEREN FOKION.
Vil kejseren ofre her iaften?

EN ANDEN MAND.
Ofrer han ikke både morgen og aften, – snart hist, snart her?

EN KVINDE.
Det er en ulykke for fattigfolk, at den nye kejser holder så meget af guderne.

EN ANDEN KVINDE.
Ej, Dione, sig dog ikke så. Skal vi ikke allesammen holde af guderne?

DEN FØRSTE KVINDE.
Jo, det kan være; men det er nu en ulykke alligevel –

EN AF MÆNDENE
(peger ud til højre)
.

Vil I se, – der kommer han.

(Kejser Julian kommer i presteklædning og med offerkniv. Flere visdomslærere, tempelprester, tjenere og vagt omgiver ham. Efter dem følger en skare mennesker dels spottende, dels forbittrede.)

EN AF DE KOMMENDE.
Der borte står gudinden. Nu skal I få se løjer.

EN ÆLDRE MAND.
Kalder du det løjer? Hvor mange sultne munde kunde ikke mættes med det, som her går tilspilde?

KEJSER JULIAN
(går hen imod støtten)
.

O, dette syn! Det fylder mit hjerte med henrykkelse og mine øjne med vemods-tårer. Ja, tilvisse må jeg græde, når jeg tænker på, at denne ærefrygtbydende gudindes billede – omstyrtet af ufromme og forvovne hænder – i så lang en tid har henligget ligesom i en forglemmelsens søvn, – og det, til og med, på et sted, som jeg væmmes ved at beskrive.

(Undertrykt latter blandt de nysgærrige.)

KEJSER JULIAN
(vender sig barskt)
.

Men jeg føler ikke mindre henrykkelse, når jeg betænker, at det var mig, hvem det blev forundt at udfri den guddommelige moder af en så uværdig tilstand. Og skulde jeg ikke henrykkes ved denne tanke? – Man siger om mig, at jeg har vundet nogle slag imod barbarerne og priser mig herfor. Hvad mig angår, så sætter jeg større pris på, hvad jeg udretter til gudernes bedste; thi dem skylder vi alle vore evner og al vor omtanke.
(til dem ved vandkummen.)
For resten er det mig kært, at der dog gives nogle i denne halsstarrige stad, som ikke viser sig døve for mine opfordringer, men indfinder sig, således som sømmelig fromhed tilsiger, – og jeg tviler ikke på, at I har bragt anstændige offergaver med.
(går hen til den gamle prest.)
Hvad ser jeg der? En eneste olding! Hvor er dine tempelbrødre?

DEN GAMLE PREST.
Herre, der er ingen af dem ilive uden jeg.

KEJSER JULIAN.
Uddød. Landevejen lagt i upassende nærhed forbi helligdommen. Den ærværdige lund nedhugget. – Gamle mand, – hvor er offergaverne?

DEN GAMLE PREST
(peger på kurven)
.

Her, herre!

KEJSER JULIAN.
Godt, godt. Men det øvrige?

DEN GAMLE PREST.
Det er alt.

(han åbner kurven.)

KEJSER JULIAN.
En gås! Så denne gås er alt?

DEN GAMLE PREST.
Ja, herre!

KEJSER JULIAN.
Og hvem var den fromme mand, der betænkte os med en så rundhåndet gave.

DEN GAMLE PREST.
Jeg selv har bragt den med. O, herre, vredes ikke; jeg havde ikke flere end den ene.

(Latter og mumlen blandt de forsamlede.)

DÆMPEDE STEMMER.
Det er nok. En gås er mere end nok.

KEJSER JULIAN.
O, Antiokia, – du sætter min tålmodighed på en hård prøve!

EN MAND I FLOKKEN.
Først brød, siden offergaver!

FARVEREN FOKION
(puffer ham i siden)
.

Godt sagt; godt sagt!

EN ANDEN MAND.
Giv borgerne at spise; guderne får hjælpe sig som de kan.

EN TREDJE MAND.
Vi havde det bedre her under Chi og Kappa!

KEJSER JULIAN.
Ej, I frække skrålere! I med eders Chi og Kappa! I tror kanske ikke jeg véd, hvem I mener med Chi og Kappa? Ho-ho, jeg véd det godt. Det er jo blevet et gængs ord iblandt jer. I mener Kristus og Konstanzios. Men hines herredømme er forbi, og jeg skal vel hitte på midler til at bøje den trods og den utaknemmelighed, som I viser både imod guderne og imod mig. I opholder eder over, at jeg yder guderne de skyldige ofre. I spotter med, at jeg ifører mig en tarvelig klædning, og lader mit skæg gro uklippet. Ja, dette skæg er eder ret en torn i øjet! I kalder det, uden al ærbødighed, et bukkeskæg. Men jeg siger eder, I dårer, at det er et vismands-skæg. Ja, jeg skammer mig ikke ved at lade eder vide, at dette skæg huser utøj, ligervis som vidjekrattet huser vildt, – og dog bærer jeg dette mit forhånede skæg med større ære, end I eders glatragede hager!

HÅRSKÆREREN EUNAPIOS
(halvlydt)
.

Dårligt talt; højst urimeligt!

KEJSER JULIAN.
Men tror I, jeg lader disse spotterier gå hen uden at svare? Nej, nej, I skal få andet at vide. Vent kun; I skal høre fra mig snarere end I tænker. Jeg udarbejder i denne tid et skrift, som heder „Skæg-haderen”. Og véd I, hvem dette skrift er rettet imod? Det er rettet imod eder, I Antiokias borgere, – ja, imod eder, hvem jeg i skriftet kalder „de uvidende hunde”. Der skal I få mine grunde både for det ene og for det andet, som nu tykkes eder sælsomt i min adfærd.

HØVEDSMANDEN FROMENTINOS
(kommer fra højre)
.

Høje kejser, jeg har et glædeligt budskab at bringe. Kyrillos er allerede falden til føje –

KEJSER JULIAN.
Ah, det tænkte jeg nok.

HØVEDSMANDEN FROMENTINOS.
Tyfon gjorde også sine sager fortræffeligt. Fangen blev bunden nøgen ved håndledene så højt under taget, at hans tåspidser netop rørte jorden; derpå pisked Tyfon ham med en svøbe af okse-sener bagfra, således at slagene traf rundt om brystet.

KEJSER JULIAN.
O, de lastefulde, som tvinger os til at bruge slige midler!