Complete Works of Henrik Ibsen (491 page)

Part I: I Cæsars frafald

PERSONERNE

KEJSER KONSTANZIOS.
KEJSERINDE EUSEBIA.
FYRSTINDE HELENA, kejserens søster.

FYRST GALLOS, kejserens fætter.

FYRST JULIAN, Gallos’s yngre halvbroder.

MEMNON, en Æthiopier, kejserens livslave.

GULDSMEDEN POTAMON.
FARVEREN FOKION.
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
EN FRUGTHANDLER.
EN VAGTFØRER.
EN SOLDAT.
EN SMINKET KVINDE.
EN VÆRKBRUDEN MAND.
EN BLIND BETLER.
AGATHON, en vingårdsmands søn fra Kappadokia.

VISDOMSLÆREREN LIBANIOS.
GREGOR FRA NAZIANZ.

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
SALLUST FRA PERUSIA.
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
MYSTIKEREN MAXIMOS.
HUSMESTEREN EUTHERIOS.
QUÆSTOREN LEONTES.
SLAVINDEN MYRRHA.
TRIBUNEN DECENTIUS.
STALDMESTEREN SINTULA.
HÆRFØREREN FLORENTIUS.
HÆRFØREREN SEVERUS.
LÆGEN ORIBASES.
UNDERFØREREN LAIPSO.
UNDERFØREREN VARRO.
FANEBÆREREN MAUROS.
SOLDATER, KIRKEGÆNGERE, HEDENSKE TILSKUERE, HOFFOLK, PRESTER, LÆRLINGER VED VISDOMS-SKOLERNE, DANSERINDER, TJENERE, QUÆSTORENS FØLGE, GALLISKE KRIGSFOLK.
SYNER OG RØSTER.

(Første akt foregår i Konstantinopel, anden akt i Athen, tredje akt i Efesos, fjerde akt ved Lutetia i Gallien, og femte akt i Vienna sammesteds. Tiden omfatter mellemrummet mellem året 351 og året 361.)

FØRSTE AKT

(Påskenat i Konstantinopel. Skuepladsen forestiller et åbent anlæg med træer, busker og omstyrtede billedstøtter i nærheden af det kejserlige slot. I baggrunden, rigt oplyst, ligger hofkirken. Til højre et marmorrækværk, hvorfra en trappe fører ned til vandet. Mellem pinier og cypresser udsigt til Bosporus og den asiatiske kyst.)

(Gudstjeneste. Kejserlige hustropper på kirketrappen. Store skarer af andægtige strømmer ind. Betlere, krøblinge og blinde ved indgangen. Hedenske tilskuere, frugthandlere og vandsælgere, opfylder pladsen.)

LOVSANG
(inde i kirken)
.

Evindeligt være

korset pris og ære!

Slangen er henvejret

i afgrundens svælg;

lammet har sejret;

på jorden er helg!

GULDSMEDEN POTAMON
(med en papirlygte, kommer fra venstre, pikker en af soldaterne på akslen og spørger)
:

Pst, gode ven, – når kommer kejseren?

SOLDATEN.
Véd ikke.

FARVEREN FOKION
(vender hovedet i trængselen)
.

Kejseren? Jeg synes der var nogen, som spurgte om kejseren? Kejseren kommer lidt før midnat. Ganske lidt før. Jeg har det fra Memnon selv.

HÅRSKÆREREN EUNAPIOS
(kommer ilfærdig løbende og støder en frugthandler til side)
.

Af vejen, hedning!

FRUGTHANDLEREN.
Sagte, herre!

GULDSMEDEN POTAMON.
Svinet mukker!

HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
Hund, hund!

FARVEREN FOKION.
Mukke imod en velklædt kristen; – imod en mand af kejserens egen tro!

HÅRSKÆREREN EUNAPIOS
(støder frugthandleren omkuld)
.

I smudset med dig!

GULDSMEDEN POTAMON.
Ret så! Søl dig der, ligesom dine guder.

FARVEREN FOKION
(slår ham med sin stok)
.

Tag det, – og det, – og det!

HÅRSKÆREREN EUNAPIOS
(sparker ham)
.

Og der; og der! Jeg skal mygne dit gudsforhadte skind.

(Frugthandleren skynder sig ud.)

FARVEREN FOKION
(med den øjensynlige hensigt, at det skal høres af vagt-føreren)
.

Jeg vilde højligen ønske, at en eller anden bragte dette optrin for vor velsignede kejsers øren. Kejseren har nylig udtalt sin misnøje med, at vi kristne borgere holder samkvem med hedningerne, ret ligesom om intet skilte imellem os –

GULDSMEDEN POTAMON.
Du sigter til hint opslag på torvene? Det har jeg også læst. Og jeg synes, at ligesom der findes både ægte og uægte guld i verden –

HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
Man bør ikke skære alle over én kam; det er min mening. Der gives dog, Gud være lovet, endnu ivrige sjæle iblandt os.

FARVEREN FOKION.
Vi er langtfra ikke ivrige nok, I kære brødre! Se blot hvor kæphøje disse spottere ter sig. Eller tror I det er mange af disse lurvede, som bærer korsets og fiskens tegn på armen?

GULDSMEDEN POTAMON.
Nej, – tænk bare, de myldrer og kryr foran selve hofkapellet –

FARVEREN FOKION.
– i slig en høj-hellig nat –

HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
– spærrer vejen for kirkens rene lemmer –

EN SMINKET KVINDE
(i trængselen)
.

Er Donatister rene?

FARVEREN FOKION.
Hvad? Donatist! Er du en Donatist?

HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
Hvad nu? Er ikke du det samme?

FARVEREN FOKION.
Jeg? Jeg! Gid lynet slå din tunge!

GULDSMEDEN POTAMON
(gør korsets tegn)
.

Gid pest og bylder –!

FARVEREN FOKION.
En Donatist! Du ådsel; du rådne træ!

GULDSMEDEN POTAMON.
Ret så; ret så!

FARVEREN FOKION.
Spån på Satans ildsted!

GULDSMEDEN POTAMON.
Ret så! Skæld ham; skæld ham, kære broder!

FARVEREN FOKION
(støder guldsmeden bort)
.

Hold mund; vig langt ifra mig. Nu kender jeg dig; – du er Manikæeren Potamon!

HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
En Manikæer? En stinkende kætter! Tvi, tvi!

GULDSMEDEN POTAMON
(holder sin papirlygte frem)
.

Eja! Det er jo farveren Fokion fra Antiokia! Kainiten!

HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
Ve mig, som er kommen i løgnens samkvem!

FARVEREN FOKION.
Ve mig, som hjalp en djævelens søn!

HÅRSKÆREREN EUNAPIOS
(slår ham på øret)
.

Tag det, som løn for hjælpen!

FARVEREN FOKION
(slår igen)
.

O, du ryggesløse køter!

GULDSMEDEN POTAMON.
Forbandet, forbandet være I begge!

(Almindeligt slagsmål; latter og spot mellem tilskuerne.)

VAGT-FØREREN
(råber til soldaterne)
.

Kejseren kommer!

(De stridende skilles ad og strømmer med de øvrige andægtige ind i kirken.)

LOVSANG
(fra højaltret)
.

Slangen er henvejret

i afgrundens svælg; –

lammet har sejret, –

på jorden er helg!

(Hoffet kommer i stort optog fra venstre. Prester med røgelsekar går foran; derefter drabanter og fakkelbærere, hofmænd og livvagt. I midten kejser Konstanzios, en fireogtreti-årig mand af fornemt ydre, skægløs og med brunt krøllet hår; hans øjne har et mørkt og mistroisk udtryk; hans gang og hele holdning forråder uro og svækkelse. Ved hans venstre side går kejserinde Eusebia, en bleg og fin kvindeskikkelse, af samme alder som kejseren. Bag efter kejserparret følger fyrst Julian, en endnu ikke fuldt udviklet yngling på nitten år. Han er sorthåret, med begyndende skægvækst, har spillende brune øjne med et pludseligt kast; hofdragten vanklæder ham; hans lader er kejtede, påfaldende og hæftige. Kejserens søster, fyrstinde Helena, en yppig femogtyve-årig skønhed, følger efter, ledsaget af jomfruer og ældre kvinder. Hoffolk og drabanter slutter toget. Kejserens livslave, Memnon, en sværbygget, prægtigt klædt Æthiopier, er iblandt følget.)

KEJSER KONSTANZIOS
(standser pludselig, vender sig om til fyrst Julian og spørger hvast)
:

Hvor er Gallos?

FYRST JULIAN
(blegner)
.

Gallos? Hvad vil du Gallos?

KEJSER KONSTANZIOS.
Der greb jeg dig!

FYRST JULIAN.
Herre –!

KEJSERINDE EUSEBIA
(fatter kejserens hånd)
.

Kom; kom!

KEJSER KONSTANZIOS.
Samvittigheden skreg. Hvad pønser I to på?

FYRST JULIAN.
Vi?

KEJSER KONSTANZIOS.
Du og han!

KEJSERINDE EUSEBIA.
O, kom; kom, Konstanzios!

KEJSER KONSTANZIOS.
Så sort en dåd! Hvad svar gav oraklet?

FYRST JULIAN.
Oraklet? Ved min hellige frelser –

KEJSER KONSTANZIOS.
Lyver nogen jer på, så skal han bøde på bålet.
(drager fyrsten tilside.)
O, lad os holde sammen, Julian! Dyre frænde, lad os det!

FYRST JULIAN.
Alt ligger i dine hænder, elskede herre!

KEJSER KONSTANZIOS.
Mine hænder –!

FYRST JULIAN.
O, stræk dem i nåde over os!

KEJSER KONSTANZIOS.
Mine hænder? Hvad tænkte du om mine hænder?

FYRST JULIAN
(griber hans hænder og kysser dem)
.

Kejserens hænder er hvide og kølige.

KEJSER KONSTANZIOS.
Hvad skulde de ellers være? Hvad tænkte du? Nu greb jeg dig igen!

FYRST JULIAN
(kysser dem atter)
.

De er som rosenbladene her i måneskinsnatten.

KEJSER KONSTANZIOS.
Ja, ja, ja, Julian!

KEJSERINDE EUSEBIA.
Fremad; det er på tiden.

KEJSER KONSTANZIOS.
At skulle ind for Herrens åsyn! Jeg, jeg! O, bed for mig, Julian! De vil byde mig den hellige vin. Jeg ser den! Den spiller, som slangeøjne i guldkalken –.
(skriger.)
Blodige øjne –! O, Jesus Kristus, bed for mig!

KEJSERINDE EUSEBIA.
Kejseren er syg –!

FYRSTINDE HELENA.
Hvor er Cæsarios? Livlægen, livlægen, – hent ham!

KEJSERINDE EUSEBIA
(vinker)
.

Memnon, gode Memnon!

(hun taler sagte med slaven.)

FYRST JULIAN
(dæmpet)
.

Herre, hav barmhjertighed, og skik mig langt herfra.

KEJSER KONSTANZIOS.
Hvor vilde du helst hen?

FYRST JULIAN.
Til Ægypten. Helst did, hvis du så synes. Der går jo så mange did, – ind i den store ensomhed.

KEJSER KONSTANZIOS.
Ind i ensomheden? Så? I ensomheden grubler man. Jeg forbyder dig at gruble.

FYRST JULIAN.
Jeg skal ikke gruble, hvis du blot vilde tillade mig –. Her vokser min sjælenød med hver dag. Onde tanker flokkes om mig. I ni døgn har jeg båret hårskjorte, og den har ikke værget mig; i ni nætter har jeg pisket mig med bodssvøben, men det fordriver dem ikke.

KEJSER KONSTANZIOS.
Vi må være standhaftige, Julian! Djævelen er såre virksom i os alle. Tal med Hekebolios –

SLAVEN MEMNON
(til kejseren)
.

Nu er det på tiden –

KEJSER KONSTANZIOS.
Nej, nej, jeg vil ikke –

SLAVEN MEMNON
(tager ham om håndledet)
.

Kom, nådigste herre; – kom, siger jeg.

KEJSER KONSTANZIOS
(retter sig ivejret og siger med værdighed)
:

Ind i Herrens hus!

SLAVEN MEMNON
(sagte)
.

Og siden det andet –

KEJSER KONSTANZIOS
(til Julian)
.