Complete Works of Henrik Ibsen (493 page)

AGATHON.
Er han også farligere, end hin gådefulde Maximos?

FYRST JULIAN.
Maximos! Tal ikke om denne gøgler. Hvem véd noget pålideligt om denne Maximos?

AGATHON.
Han siger sig at have sovet tre år i en hule hinsides Jordan.

FYRST JULIAN.
Hekebolios holder ham for en bedrager, og deri har han visselig ikke megen uret. – – Nej, nej, Agathon, – Libanios er den farligste. Vor syndige jord har ligesom våndet sig under denne svøbe. Der gik tegn forud for hans ankomst. En pestagtig syge myrded mennesker for fode i staden. Og så, da den var over, i November måned, regned her ild hver nat fra himlen. Du må ikke tvile, Agathon! Jeg har selv set stjernerne løsne sig fra sine ringe, dale ned imod jorden og slukne undervejs. – Siden har han lært her, han, visdomselskeren, taleren. Alle kalder ham veltalenhedslærernes konge. Ja, det må de vel. Jeg siger dig, han er forfærdelig. Ynglinge og mænd flokkes om ham; han binder deres sjæle, så de må følge ham; fornægtelsen flyder dårende fra hans læber, lig digt og sang om Trojanere og Grækere –

AGATHON
(i skræk)
.

O, du har også søgt ham, Julian!

FYRST JULIAN
(viger tilbage)
.

Jeg! – Gud skærme mig mod sligt! Skulde visse rygter komme dig for øre, så fæst ikke lid til dem. Det er ikke sandt, at jeg har søgt Libanios om natten eller i forklædning. Hans nærhed vilde være mig en rædsel. Kejseren har desuden forbudt det, og Hekebolios endnu mere indtrængende. – Alle troende, som kommer denne spidsfindige mand nær, de falder fra og bliver spottere. Og ikke de alene. Hans ord bæres fra mund til mund lige ind i kejserslottet. Hans legende hån, hans uomstødelige grunde, hans spottedigte slår ned i min bøn; – alt dette tilhobe er for mig som hine uhyrer i fugleskikkelse, der fordum tilsølte maden for en from omflakkende helt. Jeg føler stundom med forfærdelse, at jeg ækles ved troens og ordets føde –
(med et udbrud af ubændighed.)
Havde jeg kejserlig magt, skulde jeg sende dig Libanios’s hoved på et sølvfad!

AGATHON.
Men hvor er det muligt, at kejseren tåler dette? Hvor kan vor fromme troende kejser –?

FYRST JULIAN.
Kejseren? Priset være kejserens tro og fromhed! Men kejseren har ikke tanke for andet, end den ulykkelige Perser-krig. Den fylder alles sind. Ingen agter den krig, som her føres imod Golgatas fyrste. Ah, min Agathon, det er ikke nu som for to år siden. Dengang måtte mystikeren Maximos’s tvende brødre bøde med livet for sine vrange lærdomme. Du véd ikke, hvilke mægtige støtter Libanios har. En eller anden af de ringere visdomslærere udjages stundom af staden. Ham vover ingen at røre ved. Jeg har tryglet, jeg har bønfaldt både Hekebolios og kejserinden om at virke for hans udvisning. Men nej, nej! – Hvad hjælper det, at de andre fjernes? Dette ene menneske forgifter luften for os alle. O, du min frelser, om jeg kunde flygte fra al denne hedenske vederstyggelighed! At leve her, er at leve i løvens hule –

AGATHON
(livfuldt)
.

Julian, – hvad sagde du der!

FYRST JULIAN.
Jo, jo; kun et under kan fri os.

AGATHON.
O, så hør! Det under er sket.

FYRST JULIAN.
Hvad mener du vel?

AGATHON.
Du skal høre det, Julian; thi nu tør jeg ikke længer tvile på, at det er dig, det gælder. Hvad der drev mig til Konstantinopel var et syn –

FYRST JULIAN.
Et syn, siger du!

AGATHON.
En hellig åbenbaring –

FYRST JULIAN.
O, for Guds nådes skyld, tal! – Hyss; tal ikke. Vent; der kommer nogen. Stå her; ganske ligegyldig; – lad som intet.

(de blir begge stående ved rækværket.)

(En høj smuk middelaldrende mand, klædt, efter visdomslærernes skik, i en kort kappe, kommer gennem alléen fra venstre. En skare ynglinge ledsager ham, alle i opkiltrede klæder, med vedbend-kranse i håret og bærende bøger, papirer og pergamenter. Latter og højrøstet samtale mellem de kommende.)

VISDOMSLÆREREN.
Tab intet i vandet, min glade Gregor! Husk på, hvad du bærer er mere værd, end guld.

FYRST JULIAN
(som står lige ved ham)
.

Med tilladelse, – gives der noget håndfast gode, som er mere værd, end guld?

VISDOMSLÆREREN.
Kan du købe dit livs frugter igen for guld?

FYRST JULIAN.
Sandt; sandt. Men når så er, skulde du ikke lide på de troløse vande.

VISDOMSLÆREREN.
Menneskegunst er troløsere.

FYRST JULIAN.
Det ord var visdom. Og hvor sejler du så hen med dine skatte?

VISDOMSLÆREREN.
Til Athen.

(han vil gå forbi.)

FYRST JULIAN
(med undertrykt latter)
.

Til Athen? O, rige herre, så ejer du jo ikke din egen rigdom.

VISDOMSLÆREREN
(standser)
.

Hvi så?

FYRST JULIAN.
Er det vismands værk at føre ugler til Athen?

VISDOMSLÆREREN.
Mine ugler forliges ikke med kirkelyset i kejserstaden.
(til en af de unge mænd.)
Ræk mig hånden, Sallust!

(han vil stige ned.)

LÆRLINGEN SALLUST
(halvt nede på trappen, sagte)
.

Ved guderne, det er ham!

VISDOMSLÆREREN.
Ham –?

LÆRLINGEN SALLUST.
Så sandt jeg lever! Jeg kender ham! – jeg har set ham gå sammen med Hekebolios.

VISDOMSLÆREREN.
Ah!
(han betragter Julian med dulgt opmærksomhed; derpå går han et skridt nærmere og siger)
: Du smilte nys. Hvad smilte du ad?

FYRST JULIAN.
Da du klaged over kirkelyset, tænkte jeg på, om det ikke snarere var kongelyset i læresalen, som skar dig for stærkt i øjnene.

VISDOMSLÆREREN.
Misundelse rummes ikke under den korte kappe.

FYRST JULIAN.
Hvad ikke rummes, det stikker frem.

VISDOMSLÆREREN.
Du har en spids tunge, høje Galilæer!

FYRST JULIAN.
Hvorfor Galilæer? Hvad er mit Galilæermærke?

VISDOMSLÆREREN.
Hofklædningen.

FYRST JULIAN.
Jeg er visdomsven indenfor; thi jeg bærer en såre grov skjorte. – Men sig mig, hvad søger du i Athen?

VISDOMSLÆREREN.
Hvad søgte Pontius Pilatus?

FYRST JULIAN.
Ej, hvad! Er ikke sandheden her, hvor Libanios er?

VISDOMSLÆREREN
(ser stivt på ham)
.

Hm! – Libanios, ja! Libanios vil snart forstumme. Libanios er ked af kampen, herre!

FYRST JULIAN.
Ked? Han, – den usårlige, den altid sejrende –?

VISDOMSLÆREREN.
Han er ked af at vente på sin ligemand.

FYRST JULIAN.
Nu spøger du, fremmede? Hvor kan Libanios tænke at finde sin ligemand?

VISDOMSLÆREREN.
Hans ligemand findes.

FYRST JULIAN.
Hvem? Hvor? Nævn ham!

VISDOMSLÆREREN.
Det turde være farligt.

FYRST JULIAN.
Hvorfor?

VISDOMSLÆREREN.
Er du ikke hofmand?

FYRST JULIAN.
Og hvad så?

VISDOMSLÆREREN
(sagtere)
.

Har du selv den forvovenhed at prise kejserens efterfølger?

FYRST JULIAN
(gennemrystet)
.

Ah!

VISDOMSLÆREREN
(hurtigt)
.

Forråder du mig, så nægter jeg alt!

FYRST JULIAN.
Jeg forråder ingen. Visselig, visselig ikke! – Kejserens efterfølger, siger du? Jeg véd ikke, hvem du mener; – kejseren har ingen kåret. – Men hvorfor hin spøg? Hvorfor talte du om Libanios’s ligemand?

VISDOMSLÆREREN.
Ja eller nej, – lever der ved kejserhoffet en yngling, som med magt og hårde bud, gennem bønner og overtalelser, holdes fjernt fra læresalens lys?

FYRST JULIAN
(med hast)
.

Sligt sker for at holde hans tro ren!

VISDOMSLÆREREN
(smiler)
.

Har denne unge mand så ringe tro til sin tro? Hvad véd han om sin tro? Hvad véd en kriger om sit skjold, før det har skærmet ham?

FYRST JULIAN.
Sandt, sandt; – men det er kærlige frænder og lærere, hører du –

VISDOMSLÆREREN.
Talemåder, herre! Jeg vil sige dig det. Det er for kejserens skyld, at hans unge slægtning holdes borte fra visdomsvennerne. Kejseren har ikke ordets guddommelige gave. Kejseren er stor forresten; men han tåler ikke, at hans efterfølger lyser over riget –

FYRST JULIAN
(forvirret)
.

Og det vover du –!

VISDOMSLÆREREN.
Ja, ja, du vredes på din herskers vegne, men –

FYRST JULIAN.
Langt fra; tvert imod –; ja, det vil sige – – Hør, jeg står denne unge fyrste så temmelig nær. Det skulde være mig kært at erfare –
(vender sig.)
Gå længere tilside, Agathon; jeg må tale i enrum med denne mand.
(fjerner sig nogle skridt med den fremmede.)
Du sagde lyse? Lyse over riget? Hvad véd du, hvad véd I alle om fyrst Julian?

VISDOMSLÆREREN.
Kan Sirios dølges af en sky? Vil ikke den drivende vind hist eller her flænge en rift i skyen, så at den –

FYRST JULIAN.
Lige til; jeg beder dig.

VISDOMSLÆREREN.
Slottet og kirken er som et dobbelt bur, hvori fyrsten holdes fangen. Buret er ikke tæt nok. Stundom lader han et sælsomt ord falde; – hofkrybet – tilgiv mig, herre – hofmændene bærer det ud, til spot; den dybe mening er ikke til for disse herrer, – tilgiv, herre, – for de fleste af dem er den ikke til.

FYRST JULIAN.
For ingen. Du kan trygt sige, for ingen.

VISDOMSLÆREREN.
For dig synes det dog. Og i al fald for os. – – Ja, han kunde lyse over riget! Går der ikke sagn om ham fra hans barne-år i Kappadokia, da han under ordkamp med sin broder Gallos tog gudernes sag og forsvarede dem mod Galilæeren?

FYRST JULIAN.
Det var spøg, taleøvelser –

VISDOMSLÆREREN.
Hvad har ikke Mardonios optegnet om ham? Og Hekebolios siden! Hvad kunst lå der ikke allerede i drengens tale, – hvad skønhed, hvad ynde i tankernes lette leg!

FYRST JULIAN.
Og det tykkes dig?

VISDOMSLÆREREN.
Ja, vel kunde han vorde os en modstander, som vi både måtte frygte for og længes efter. Hvad fattes der ham for at nå en så ærefuld højde. Fattes der ham andet, end at gå den samme skole igennem, som den Paulus gik igennem, og som han gik så uskadt igennem, at han bagefter kunde slutte sig til Galilæerne, lysende mere, end alle de andre forkyndere tilhobe, fordi han havde viden og veltalenhed! Hekebolios frygter for sin lærlings tro. O, jeg véd det godt; det er fra ham det kommer. Men glemmer han da, denne overvættes samvittighedsfulde mand, at han selv i sin ungdom har drukket af de kilder, som han nu vil tilstoppe for sin lærling? Eller er det ikke hos os, at han har lært at bruge de sprogets våben, som han nu med en så højt lovprist færdighed svinger imod os?

FYRST JULIAN.
O, sandt, ustridig sandt!