Complete Works of Henrik Ibsen (492 page)

Gallos skal møde frem for mig.

FYRST JULIAN
(bag kejserens ryg, folder hænderne bønligt imod kejserinden)

KEJSERINDE EUSEBIA
(hurtigt og dæmpet)
.

Frygt ikke!

KEJSER KONSTANZIOS.
Bliv udenfor. Ikke ind i kirken med det sind, du nu har. Når du beder for alteret, så er det for at nedbede ondt over mig. – O, læss ikke slig skyld på dig, min elskede frænde!

(Toget går imod kirken. På trappen flokkes betlere, krøblinge og blinde om kejseren.)

EN VÆRKBRUDEN.
O, verdens mægtigste hersker, lad mig røre ved din kjortelflig, at jeg kan vorde helbredet.

EN BLIND.
Bed for mig, du Herrens salvede, at jeg får mit syn igen!

KEJSER KONSTANZIOS.
Vær trøstig, søn! – Memnon, strø sølvpenge for dem. Ind, ind!

(Hoffet bevæger sig ind i kirken, hvis port lukkes; menneskesværmen adspreder sig efterhånden; kun fyrst Julian bliver tilbage i en af alléerne.)

FYRST JULIAN
(ser mod kirken)
.

Hvad vil han Gallos? I denne hellige nat kan han da ikke tænke på at –! O, den, som vidste – –
(vender sig og støder imod den bortgående blinde.)
Se dig for, ven!

DEN BLINDE.
Jeg er blind, herre!

FYRST JULIAN.
Endnu? Kan du virkelig ikke se så meget som hin tindrende stjerne? Tvi dig, du lidet troende. Lovte ikke Guds salvede at bede for dit syn?

DEN BLINDE.
Hvo er du, som spotter en blind broder?

FYRST JULIAN.
En broder i vantro og blindhed.

(han vil gå ud ad vejen til venstre.)

EN STEMME
(sagte, bag ham, mellem buskerne)
.

Julian, Julian!

FYRST JULIAN
(med et skrig)
.

Ah!

STEMMEN
(nærmere)
.

Julian!

FYRST JULIAN.
Stå, stå; – jeg er væbnet! Vogt dig vel.

EN UNG MAND,

(i ringe klæder og med vandringsstav, kommer tilsyne mellem træerne)
Stille; det er mig –

FYRST JULIAN.
Bliv hvor du er! Kom ikke nær mig, menneske!

DEN UNGE MAND.
O, mindes du da ikke Agathon –?

FYRST JULIAN.
Agathon! Hvad siger du? Agathon var jo en dreng –

AGATHON.
For sex år siden. – Jeg kendte dig straks.

(kommer nærmere.)

FYRST JULIAN.
Agathon; – ja, ved det hellige kors, tror jeg ikke det er dig!

AGATHON.
Se på mig; se rigtig –

FYRST JULIAN
(omfavner og kysser ham)
.

Barndomsven! Legebroder! Du kæreste af dem alle! Og du er her? Hvilket under! Du har rejst den lange vej over bergene, og siden over havet, – hele den lange vej fra Kappadokia!

AGATHON.
Jeg kom for to dage siden med et skib fra Efesos. O, hvor har jeg ikke forgæves søgt dig i disse to dage. Ved slots-portene vilde ikke vagten lade mig slippe ind og –

FYRST JULIAN.
Nævnte du mit navn for nogen? eller at du søgte mig?

AGATHON.
Nej, sligt turde jeg slet ikke nævne, thi –

FYRST JULIAN.
Det har du gjort ret i; man bør aldrig lade nogen vide mere, end højst nødvendigt. – Hid, Agathon; frem i det fulde måneskin, at jeg kan se dig. – Du; du! Hvor du er vokset, Agathon; – hvor du ser stærk ud.

AGATHON.
Og du er blegere.

FYRST JULIAN.
Jeg kan ikke tåle luften i slottet. Jeg tror her er usundt. – Det er ikke her, som i Makellon. Makellon ligger højt. Der ligger ingen anden stad så højt i hele Kappadokia; ah, hvor stryger ikke den friske snevind fra Tauros henover –! Er du træt, Agathon?

AGATHON.
O, ingenlunde.

FYRST JULIAN.
Lad os dog sætte os. Her er så stilt og ensomt. Tæt sammen; se så!
(drager ham ned på en bænk ved rækværket.)
– „Kan der komme noget godt fra Kappadokia”, siges der. Ja, – venner kan komme. Gives der noget bedre?
(ser længe på ham.)
Ufatteligt, at jeg ikke straks kendte dig. O du, min elskede ejendom, er det ikke som i børneårene –?

AGATHON
(ned foran ham)
.

Jeg for dine fødder, ligesom da.

FYRST JULIAN.
Nej, nej, nej –!

AGATHON.
O, lad mig ligge så!

FYRST JULIAN.
Ak, Agathon, det er synd og bespottelse at knæle for mig. Du skulde vide, hvor skyldbetynget jeg er bleven. Hekebolios, min dyrebare lærer, har megen sorg af mig, Agathon. Han kunde fortælle dig – – – Hvor dit hår er vorden fyldigt og fugtigt. Og hvor lokket det er. – Men Mardonios, – hvorledes går det ham? Nu er han vel næsten hvidhåret?

AGATHON.
Han er ganske hvidhåret.

FYRST JULIAN.
Hvor Mardonios forstod at tyde Homer! Jeg tror ikke min gamle Mardonios har sin lige i det stykke. – Helte mod helte i kamp; – og ildnende guder over dem. Jeg så det med øjnene.

AGATHON.
Dengang stod dit sind til at vorde en stor og lykkelig kriger.

FYRST JULIAN.
Det var glade år, hine seks i Kappadokia. Var årene længere i den tid, end nu? Det tykkes så, når jeg drages til minde alt, hvad de rummer. – – Ja, det var glade år. Vi ved vore bøger, og Gallos på sin persiske hest. Som skyggen af en sky jog han over sletten. – O, men ét må du dog sige mig. Kirken –?

AGATHON.
Kirken? Over den hellige Mamas’s grav?

FYRST JULIAN
(smiler svagt)
.

Som Gallos og jeg bygged. Gallos fik sin fløj færdig; men jeg –; det vilde aldrig ret lykkes. – Hvorledes er det gåt siden?

AGATHON.
Det gik ikke. Bygfolkene sagde, at det var ugørligt på den måde.

FYRST JULIAN
(tankefuld)
.

Ja visst; ja visst. Jeg gjorde dem uret, da jeg mente, at de var ukyndige. Nu véd jeg, hvorfor det ikke kunde gå. Jeg skal sige dig det, Agathon; – Mamas var en falsk helgen.

AGATHON.
Var den hellige Mamas?

FYRST JULIAN.
Hin Mamas har aldrig været noget blodvidne. Det hele sagn om ham var en sælsom vildfarelse. Hekebolios har med overmåde megen lærdom udfundet den rette sammenhæng, og jeg selv har for nylig affattet et ringe skrift om denne sag, et skrift, min Agathon, som visse visdoms-venner, ubegribeligt nok, skal have omtalt med ros i læresalene. – Herren holde mit hjerte rent for al forfængelighed! Den onde frister har talløse snigveje; en kan aldrig vide –. At det skulde lykkes for Gallos, men ikke for mig! Ak, min Agathon, når jeg tænker på hin kirkebygning, så ser jeg Kains alter –.

AGATHON.
Julian!

FYRST JULIAN.
Gud vil ikke vide af mig, Agathon!

AGATHON.
O, tal ikke så! Var ikke Gud stærk i dig, da du ledte mig ud af hedenskabets mørke og gav mig lys for alle tider, – du, et barn, som du dengang var!

FYRST JULIAN.
Ja, den sag er mig som en drøm.

AGATHON.
Og dog så livsalig en sandhed.

FYRST JULIAN
(tungt)
.

Det skulde været nu! – Hvor tog jeg ordets ild fra? Der var lovsang i luften, – en stige mellem himmel og jord – –
(stirrer ud.)
Så du den?

AGATHON.
Hvilken?

FYRST JULIAN.
Stjernen, som faldt; der, bag de to cypresser.
(tier lidt og slår pludselig om.)
– Har jeg fortalt dig, hvad min moder drømte natten før jeg blev født?

AGATHON.
Det mindes jeg ikke.

FYRST JULIAN.
Nej, nej, det er sandt, jeg erfor det først senere.

AGATHON.
Hvad drømte hun?

FYRST JULIAN.
Min moder drømte, at hun fødte Akilleus.

AGATHON
(levende)
.

Tror du endnu lige stærkt på drømme?

FYRST JULIAN.
Hvorfor spørger du?

AGATHON.
Du skal få høre; thi det hænger sammen med hint, som drev mig over havet –

FYRST JULIAN.
Du har et særligt ærend her? Det har jeg sletikke tænkt på at spørge dig om –

AGATHON.
Et sælsomt ærend; og just derfor nøler jeg i tvil og uro. Der er så meget, jeg gad vide først, – om livet i staden, – om dig selv, – om kejseren –

FYRST JULIAN
(ser visst på ham)
.

Sig sandheden, Agathon; – hvem har du talt med her, før du traf mig?

AGATHON.
Ikke med nogen.

FYRST JULIAN.
Hvad tid kom du?

AGATHON.
Det sagde jeg dig før, – for to dage siden.

FYRST JULIAN.
Og straks vil du vide –? Hvad er det for ting, du vil vide om kejseren? Er der nogen, som har bedt dig –?
(slår armene om ham.)
O, tilgiv mig, Agathon, ven!

AGATHON.
Hvad? Hvilket?

FYRST JULIAN
(rejser sig og lytter)
.

Hyss! – Nej, det var intet; det var kun en fugl i buskene. – – Jeg er såre lykkelig her. Hvorfor tror du det ikke? Hvi skulde jeg ikke være lykkelig? Har jeg ikke her al min slægt samlet? ja, jeg mener – alle dem, som en nådig frelser har holdt sin hånd over.

AGATHON.
Og kejseren er dig jo i faders sted?

FYRST JULIAN.
Kejseren er over al måde vis og god.

AGATHON
(som også har rejst sig)
.

Julian, er det rygte sandt, at du engang skal være kejserens efterfølger?

FYRST JULIAN
(hastigt)
.

Tal ikke om de farlige ting. Jeg véd ikke, hvad tåbelige rygter fortæller. – Hvorfor fritter du mig så meget? Ikke et ord får du ud, før du siger mig, hvad du vil i Konstantinopel.

AGATHON.
Jeg kommer på Gud Herrens vegne.

FYRST JULIAN.
Har du din frelser og din frelse kær, så drag hjem igen.
(lytter ud over rækværket.)
Tal sagte; der lægger en båd til. –
(han drager ham over mod den anden side.)
Hvad vil du her? Kysse splinten af det hellige kors? – Drag hjem igen, siger jeg! Véd du, hvad Konstantinopel er blevet i de sidste femten måneder? Et bespottelsens Babylon. – Har du ikke hørt det, – véd du ikke, at Libanios er her?

AGATHON.
Ak, Julian, jeg kender ikke Libanios.

FYRST JULIAN.
Du ensomme Kappadokier! Lykkelige egn, hvor hans røst og lære ikke har slåt ned.

AGATHON.
Ah, han er en af hine hedenske vranglærere –?

FYRST JULIAN.
Den farligste af dem alle.

AGATHON.
Dog ikke farligere end Ædesios i Pergamon?

FYRST JULIAN.
Ej, hvad; – hvem tænker længere på Ædesios i Pergamon? Ædesios er affældig –