Complete Works of Henrik Ibsen (496 page)

KEJSER KONSTANZIOS.
Jeg forstår din fromme tanke. Og du ræddes ikke –; du tror dig stærk nok –?

FYRST JULIAN.
Gud Herren har råbt på mig med høj røst. Lig Daniel går jeg tryg og glad ind i løvekulen.

KEJSER KONSTANZIOS.
Julian!

FYRST JULIAN.
I denne nat var du selv hans redskab uden at vide det. O, lad mig gå og rense verden!

FYRST GALLOS
(sagte til kejseren)
.

Føj ham, herre; det vil holde ham fra at pønse på større ting!

KEJSERINDE EUSEBIA.
Jeg beder dig, Konstanzios, – stå ikke denne dragende længsel imod.

SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS
(sagte)
.

Høje kejser, lad ham rejse til Pergamon. Jeg mistviler om at bøje ham her, og nu ligger der jo ikke så megen magt på –

KEJSER KONSTANZIOS.
Hvor skulde jeg kunne nægte dig noget i denne stund? Gå med Gud, Julian!

FYRST JULIAN
(kysser hans hænder)
.

O, tak, – tak!

KEJSER KONSTANZIOS.
Og nu til glædesmåltid! Min kapuanske kok har opfundet nogle nye fastespiser, karpe-nakker i Kios-vin og –. Fremad; – næst efter mig, Cæsar Gallos!

(Toget sætter sig i bevægelse.)

FYRST GALLOS
(sagte)
.

Helena, hvilken vidunderlig omskiftelse!

FYRSTINDE HELENA.
O, Gallos, nu dages det over vort håb.

FYRST GALLOS.
Jeg kan knapt tro det! Hvem er skyld i dette?

FYRSTINDE HELENA.
Hyss!

FYRST GALLOS.
Du, elskede? Eller hvem – hvem?

FYRSTINDE HELENA.
Memnons spartanske hund.

FYRST GALLOS.
Hvad mener du?

FYRSTINDE HELENA.
Memnons hund. Julian har givet den et fodspark; det er det, som hævnes.

KEJSER KONSTANZIOS.
Hvorfor så taus, Eusebia?

KEJSERINDE EUSEBIA
(sagte, i gråd)
.

O, Konstanzios, – at du kunde vælge så!

KEJSER KONSTANZIOS.
Elleve skygger kræved det.

KEJSERINDE EUSEBIA.
Ve os; dette besværger ikke skyggerne.

KEJSER KONSTANZIOS
(råber)
.

Fløjtespillere! Hvorfor tier de skurke? Blæs, blæs!

(Alle, undtagen fyrst Julian, går ud til venstre. Agathon kommer frem mellem træerne.)

FYRST JULIAN.
Gallos hans efterfølger; og jeg – fri, fri, fri!

AGATHON.
Vidunderligt er Herrens råd åbenbaret.

FYRST JULIAN.
Hørte du, hvad her gik for sig?

AGATHON.
Ja, alt.

FYRST JULIAN.
Og imorgen, min Agathon, imorgen til Athen!

AGATHON.
Til Athen? Du går jo til Pergamon.

FYRST JULIAN.
Hyss! Du kender ikke til –; vi må være listige som slanger. Først til Pergamon, – og så til Athen!

AGATHON.
Farvel, min ven og herre!

FYRST JULIAN.
Vil du følge mig, Agathon?

AGATHON.
Det kan jeg ikke. Jeg må hjem; jeg har min lille broder at sørge for.

FYRST JULIAN
(ved rækværket)
.

Der letter de anker. – God bør, du vingede løve; Akilleus følger dig i kølvandet.
(råber dæmpet:)
Ah!

AGATHON.
Hvad var det?

FYRST JULIAN.
Hist faldt en stjerne.

ANDEN AKT

(I Athen. En åben plads, omgiven af søjlegange. På pladsen billedstøtter og vandspring. I det ene hjørne, til venstre, udmunder en trang gade. Solnedgang.)

(Basilios fra Cæsaræa, en fint bygget ung mand, sidder læsende ved en sokkel. Gregor fra Nazianz og andre af højskolens lærlinger spadserer i spredte klynger op og ned i søjlegangene. En større flok løber støjende over pladsen ud til højre; larm langt borte.)

BASILIOS FRA CÆSARÆA
(ser op fra sin bog)
.

Hvad betyder hine vilde skrig?

GREGOR FRA NAZIANZ.
Der er landet et skib fra Efesos.

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Med nye lærlinger?

GREGOR FRA NAZIANZ.
Ja.

BASILIOS FRA CÆSARÆA
(rejser sig)
.

Så får vi en larmfuld nat. Kom, Gregor; lad os ikke se al den utérlighed.

GREGOR FRA NAZIANZ
(peger ud til venstre)
.

Se did. Er det et lysteligere syn?

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Fyrst Julian –; med roser i håret, med blussende ansigt –

GREGOR FRA NAZIANZ.
Ja, og bag efter ham denne ravende tinøjede flok. Hør, hvor de lamme tunger laller af vin! De har siddet hele dagen i Lykons skænkestue.

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Og mange iblandt dem er vore egne, Gregor; det er kristne ynglinge –

GREGOR FRA NAZIANZ.
Så kalder de sig. Kaldte ikke Lampon sig kristen, – han, som krænkede oljehandleren Zenons datter? Og Hilarion fra Agrigent, og de to andre, der bedrev det, jeg væmmes ved at nævne –

FYRST JULIAN
(høres råbende udenfor til venstre)
.

Eja, se, se, – Kastor og Pollux fra Kappadokia!

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Han har fåt øje på os. Jeg vil gå; jeg tåler ikke at se ham således.

GREGOR FRA NAZIANZ.
Jeg bliver; han trænger vel til en ven.

(Basilios fra Cæsaræa går ud til højre. I det samme kommer fyrst Julian og en skare unge mænd ud fra den trange gade. Han har uredt hår og er iført en kort kappe ligesom de andre. Blandt lærlingerne er Sallust fra Perusia.)

MANGE I SKAREN.
Leve Athens lys! Leve visdommens og veltalenhedens elsker!

FYRST JULIAN.
Al smiger er spildt. Ikke et vers mere får I idag.

SALLUST FRA PERUSIA.
Når vor fører tier, får vi det tomt, som morgenen efter et natligt gilde.

FYRST JULIAN.
Skal det være, så lad det være noget nyt. Lad det være en rettergangs-leg.

HELE FLOKKEN.
Ja, ja, ja; fyrst Julian på dommersædet!

FYRST JULIAN.
Væk med fyrsten, I venner –

SALLUST FRA PERUSIA.
Stig op, du uforlignelige!

FYRST JULIAN.
Jeg skulde formaste mig –? Hist står manden. Hvo er vel dreven i retslæren, som Gregor fra Nazianz?

SALLUST FRA PERUSIA.
Det er sandt!

FYRST JULIAN.
På dommersædet, min vise Gregor; jeg er en anklaget.

GREGOR FRA NAZIANZ.
Jeg beder dig, ven, lad mig være udenfor.

FYRST JULIAN.
På dommersædet, siger jeg! På dommersædet!
(til de andre.)
Hvad har jeg forbrudt?

NOGLE STEMMER.
Ja, hvad skal det være? Vælg selv!

SALLUST FRA PERUSIA.
Lad det være noget galilæisk, som vi ugudelige kalder det.

FYRST JULIAN.
Rigtig; noget galilæisk. Nu har jeg det. Jeg har nægtet at svare kejseren skat –

MANGE STEMMER.
Ha-ha; ikke ilde! Ypperligt!

FYRST JULIAN.
Her føres jeg frem; skubbet i nakken; med sammensnørte hænder –

SALLUST FRA PERUSIA
(til Gregor)
.

Blinde dommer – ja jeg mener, såsom retfærdigheden er blind –, se denne forvovne mand; han har vægret sig for at yde kejseren skat.

FYRST JULIAN.
Tillad mig at kaste et ord i overvejelsens vægtskål. Jeg er en græsk borger. Hvor meget er en græsk borger kejseren skyldig?

GREGOR FRA NAZIANZ.
Hvad kejseren kræver.

FYRST JULIAN.
Godt; men hvor meget, – ja, svar nu som om kejseren selv var tilstede i retten –, hvor meget tør kejseren kræve?

GREGOR FRA NAZIANZ.
Alt.

FYRST JULIAN.
Det var sandelig svaret, som om kejseren selv var tilstede. Men nu er der en knude; thi der står skrevet: giv kejseren, hvad kejserens er, – og Gud, hvad Guds er.

GREGOR FRA NAZIANZ.
Og hvad så?

FYRST JULIAN.
Så sig mig, o kløgtige dommer, – hvor meget af mit hører Gud til?

GREGOR FRA NAZIANZ.
Alt.

FYRST JULIAN.
Og hvor meget af Guds ejendom har jeg lov til at give kejseren?

GREGOR FRA NAZIANZ.
Kære venner, ikke mere af denne leg.

LÆRLINGERNE
(under støj og latter)
.

Jo, jo; svar ham!

FYRST JULIAN.
Hvor meget af Guds ejendom tør kejseren kræve?

GREGOR FRA NAZIANZ.
Jeg svarer ikke. Dette er usømmeligt både imod Gud og kejseren. Lad mig komme bort!

MANGE STEMMER.
Slå ring om ham!

FYRST JULIAN.
Hold ham fast! Hvad, du højst uheldige dommer, du har forplumret kejserens sag, og nu vil du slippe fra det? Du vil flygte? Hvorhen, hvorhen? Til Skytherne? Frem for mig! Svar mig, I kejserens og visdommens vordende tjenere, – har han ikke villet unddrage sig kejserens magt?

LÆRLINGERNE.
Jo, jo!

FYRST JULIAN.
Og hvad straf sætter I for slig en ugerning?

STEMMER.
Døden! Døden i et vinkar!

FYRST JULIAN.
Lad os tænke efter. Lad os svare, som om kejseren selv var tilstede. Hvor er grænsen for kejserens magt?

NOGLE I SKAREN.
Kejserens magt er uden grænse.

FYRST JULIAN.
Det skulde jeg mene. Men at ville unddrage sig det grænseløse, o I venner, er ikke det vanvid?

LÆRLINGERNE.
Jo, jo; Kappadokieren er gal!

FYRST JULIAN.
Og hvad er så vanvid? Hvad dømte vore forfædre om den tilstand? Hvad lærte de egyptiske prester? Og hvad siger mystikeren Maximos og de andre visdomsvenner i østerlandene? De siger, at den himmelske gåde åbenbarer sig i den vanvittige. Vor Gregor – idet han sætter sig op imod kejseren – er altså i særligt forbund med det himmelske. – Udgyd vin for Kappadokieren; syng sange til vor Gregors pris; – en æresstøtte for Gregor fra Nazianz!

LÆRLINGERNE
(under latter og jubel)
.

Priset være Kappadokieren! Priset være Kappadokierens dommer!

(Visdomslæreren Libanios, omgiven af lærlinger, kommer over pladsen.)

VISDOMSLÆREREN LIBANIOS.
Ej, se, – jeg tror, min broder Julian forkynder visdom på åbent torv!

FYRST JULIAN.
Sig dårskab, min dyrebare; visdommen er jo vandret ud.

VISDOMSLÆREREN LIBANIOS.
Er visdommen vandret ud?

FYRST JULIAN.
Eller er i færd med at vandre ud; thi, ikke sandt, også du agter dig ned til Piræos?

VISDOMSLÆREREN LIBANIOS.
Jeg, min broder; hvad skulde jeg i Piræos?

FYRST JULIAN.
Vor Libanios er altså den eneste lærer, som ikke véd, at der nys er landet et skib fra Efesos?

VISDOMSLÆREREN LIBANIOS.
Ej, ven, hvad bryder jeg mig om hint skib!

FYRST JULIAN.
Det er lastet til randen med lærdomsspirer –

VISDOMSLÆREREN LIBANIOS
(hånligt)
.

Det kommer jo fra Efesos!

FYRST JULIAN.
Er ikke guldet lige vægtigt, hvor det kommer fra?

VISDOMSLÆREREN LIBANIOS.
Guld? Ha-ha! De gyldne beholder Maximos for sig selv; dem slipper han ikke. Hvad er det for slags lærlinger, som vanligvis kommer hid fra Efesos? Kræmmersønner, håndværkeres førstefødte. Guld, siger du, min Julian? Jeg siger mangel på guld. Men denne guldmangel vil jeg udnytte, til deraf at præge en ægte vægtig guldmynt for eder, I unge! Eller er kanske ikke en gavnlig lære for livet, – når den fremsættes i en sindrig og tiltrækkende form – at ligne med en fuldvægtig guldmynt? – Hør da, hvis det så synes eder. Her blev sagt, at visse mænd i hast er ilet ned til Piræos? Hvem er de, disse ilsomme? Det være langt fra mig at nævne navne; selv kalder de sig visdomselskere og visdomslærere. Flyt eder nu i tanken ned til Piræos. Hvad går der for sig i denne stund, mens jeg står her i eders velvilligt lyttende klynge? Jeg skal sige jer, hvad der går for sig. Hine mænd, som holder sig selv for at elske og at forkynde visdommen, de stimler sammen på landgangsbroen; de puffes, de mundhugges, bides, glemmer al sømmelighed og sætter al anstand tilside. Og hvorfor? For at være den første på tofterne, – for at rive de mest velklædte ynglinge til sig, føre dem til sine huse, optage dem deri, håbende, siden at skulle drage fordel af dem på allehånde måder. – Hvilken skamfuldhed, hvilken opvågnen i tomhed, ligesom efter en rus, når det om føje tid viser sig – ha-haha! – at hine ynglinge knapt førte med sig det fornødne til at betale ankomstgildet! – Lær heraf, I unge, hvor ilde det klæder en visdomselsker, og hvor ringe det lønner sig, at eftertragte de goder, som ligger udenfor sandheden.

FYRST JULIAN.
O, min Libanios, når jeg hører dig med lukkede øjne, da hensynker jeg i en sød drøm om at Diogenes er genfødt iblandt os.

VISDOMSLÆREREN LIBANIOS.
Din mund er fyrstelig ødsel, min inderlig kære!

FYRST JULIAN.
Intet mindre. Og dog var jeg nær ved at bryde min tale af; thi denne gang vil i al fald én af dine medbrødre neppe føle sig skuffet.

VISDOMSLÆREREN LIBANIOS.
Min ven spøger.

FYRST JULIAN.
Din ven forsikrer dig, at statholderen Milons to sønner er ombord.

VISDOMSLÆREREN LIBANIOS
(griber ham i ærmet)
.

Hvad siger du?

FYRST JULIAN.
Den Diogenes’s efterfølger, som får dem at opdrage, vil neppe have nødig, for armods skyld, at drikke af den hule hånd.

VISDOMSLÆREREN LIBANIOS.
Statholderen Milons sønner! Hin ædle Milon, som sendte kejseren syv persiske heste med sadeltøj, syet med perler –

FYRST JULIAN.
Mange fandt, at det var for ringe gave for Milon.

VISDOMSLÆREREN LIBANIOS.
Meget sandt. Milon burde sendt et digt; eller han skulde sendt en vel affattet tale eller et brev. Milon er en rigt udrustet mand; hele statholderen Milons slægt er rigt udrustet.

FYRST JULIAN.
Mest de to ynglinge.

VISDOMSLÆREREN LIBANIOS.
Det vil jeg tro. Guderne give, for den velgørende og gavmilde faders skyld, at de må falde i gode hænder! Så havde du dog ret, o Julian; skibet bragte virkelig guld fra Efesos. Thi er ikke åndens gaver det ægte guld? Men jeg har ingen ro på mig; disse unge mænds velfærd er i sandhed en vigtig sag; der afhænger så meget af, hvem der først får fat i dem. Mine unge venner, hvis I synes som jeg, da rækker vi disse to fremmede en vejledende hånd, hjælper dem at træffe det gavnligste valg af lærer og bolig og –