Complete Works of Henrik Ibsen (497 page)

SALLUST FRA PERUSIA.
Jeg er med!

LÆRLINGERNE.
Til Piræos! Til Piræos!

SALLUST FRA PERUSIA.
Vi skal hugge som vildsvin for Milons sønner!

(De går alle med Libanios ud til højre; kun fyrst Julian og Gregor fra Nazianz blir tilbage i søjlegangen.)

FYRST JULIAN
(følger dem med øjnene)
.

Se, hvor de boltrer sig, lig en flok fauner. Hvor de slikker sig om mundkrogene i lystenhed efter det måltid, som vil vanke inat.
(vender sig til Gregor.)
Havde de i denne stund et suk til Gud, skulde det være, at han vilde tømme deres maver for frokosten.

GREGOR FRA NAZIANZ.
Julian –

FYRST JULIAN.
Se kun på mig; jeg er ædru.

GREGOR FRA NAZIANZ.
Jeg véd det. Du er mådeholden i alle ting. Og dog lever du dette liv med.

FYRST JULIAN.
Hvorfor ikke? Véd du eller jeg, når lynet slår ned? Hvorfor så ikke leve en lys solrig dag? Glemmer du, at jeg har henslæbt både min barndom og mine første ungdomsår i et gyldent slaveri? Det var bleven mig til en vane, ja, jeg kan sige, et slags fornødenhed, at føle den visse skræk over mig. Og nu? Denne gravstilhed fra kejserens side; – denne lurende stumhed! Jeg forlod Pergamon uden kejserens samtykke; kejseren taug til det. Jeg drog på egen hånd til Nikomedia; jeg levte der og lærte både af Nikokles og af de andre; kejseren lod det ske. Jeg kom til Athen, søgte Libanios, som kejseren havde forbudt mig at se; – kejseren har tiet til denne dag. Hvorledes skal jeg tyde dette!

GREGOR FRA NAZIANZ.
Du skal tyde det i kærlighed, Julian!

FYRST JULIAN.
O, du véd ikke –! Jeg hader denne magt udenfor mig, forfærdende, når den handler, – end mere forfærdende, når den hviler.

GREGOR FRA NAZIANZ.
Vær ærlig, ven, og sig mig, om det er blot dette, som har ledt dig ind på alle de sælsomme veje.

FYRST JULIAN.
Hvad mener du med sælsomme veje?

GREGOR FRA NAZIANZ.
Er det sandt, hvad rygtet siger, – at du tilbringer dine nætter med at udforske de hedenske hemmeligheder i Eleusis?

FYRST JULIAN.
Ah, hvad! Jeg kan forsikre dig, der er ringe udbytte at hente hos hine gådelystne drømmere. Lad os ikke tale mere derom.

GREGOR FRA NAZIANZ.
Altså dog sandt! O, Julian, hvor kunde du søge dette skændselsfulde samkvem!

FYRST JULIAN.
Jeg må leve, Gregor, – og dette her ved visdoms-skolen, det er ikke liv. Denne Libanios! Jeg tilgiver ham aldrig, at jeg har elsket ham så højt! Hvorledes gik jeg ikke ved ankomsten ydmyg og skælvende af glæde frem for det menneske, bøjed mig for ham, kyssed ham og kaldte ham min store broder.

GREGOR FRA NAZIANZ.
Ja, det var alle kristnes mening, at du drev det for vidt.

FYRST JULIAN.
Og dog kom jeg hid med højtid i sjælen. Jeg så i ånden en vældig kamp imellem os to, – verdens sandhed, som skulde brydes imod Guds sandhed. – Hvad er det blevet til? Libanios har aldrig for alvor villet denne kamp. Han har aldrig villet nogen kamp overhovedet; han vil kun sit eget. Jeg siger dig, Gregor, – Libanios er ingen stor mand.

GREGOR FRA NAZIANZ.
Da råber dog hele det oplyste Grækenland, at han er det.

FYRST JULIAN.
Og dog er han ingen stor mand, siger jeg dig. En eneste gang har jeg set Libanios stor; det var hin nat i Konstantinopel. Da var han stor, fordi han havde lidt en stor uret, og fordi en høj vrede fyldte ham. Men her! O, hvad har jeg ikke her været vidne til! Libanios har stor lærdom, men han er ingen stor mand. Libanios er grisk; han er forfængelig; han er optændt af misundelse. Eller tror du, han har kunnet tåle det ry, som jeg, – vistnok for en stor del ved mine venners overbærenhed – har været så heldig at forhverve mig? Kommer du til Libanios, så kan han regne dig op alle dyders væsen og kendetegn. Han har dem på rede hånd, ligesom han har bøgerne i sin bogsal. Men øver han disse dyder? Er hans liv som hans lære? Han en efterfølger af Sokrates og af Platon, – ha-ha! Smigred han ikke kejseren, inden han blev forjaget? Smigred han ikke mig ved vort sammentræf i Konstantinopel, dette sammentræf, som han siden har gjort et yderst uheldigt forsøg på at stille i et latterligt lys! Og hvad er jeg ham nu? Nu skriver han breve til Gallos, til Cæsar Gallos, til kejserens arving, og ønsker ham til lykke med hans fremgang imod Perserne, skønt denne fremgang hidtil har været tarvelig nok og skønt Cæsar Gallos hverken udmærker sig ved lærdom eller ved nogen synderlig veltalenhed. – Og denne Libanios vedbliver Grækerne at kalde for visdomselskernes konge! Ah, jeg vil ikke nægte, at dette harmer mig. Jeg troede dog, sandt at sige, at Grækerne måtte kunne træffe et bedre valg, hvis de fæstede sine øjne lidt mere på de visdommens og veltalenhedens dyrkere, som i de senere år –

BASILIOS FRA CÆSARÆA
(kommer fra højre side)
.

Breve! Breve fra Kappadokia!

GREGOR FRA NAZIANZ.
Også til mig?

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Se her; fra din moder.

GREGOR FRA NAZIANZ.
Min fromme moder!

(han åbner papiret og læser.)

FYRST JULIAN
(til Basilios)
.

Er det din søster, som skriver?

BASILIOS FRA CÆSARÆA
(der er kommen med sit eget brev åbent)
.

Ja, det er Makrina. Hun melder både tunge og sælsomme tidender.

FYRST JULIAN.
Hvilke; hvilke?

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Først om din høje broder Gallos. Han øver et strængt herredømme i Antiokia.

FYRST JULIAN.
Ja, Gallos er hård. – Skriver Makrina „strængt herredømme”?

BASILIOS FRA CÆSARÆA
(ser på ham)
.

Makrina skriver „blodigt” –

FYRST JULIAN.
Ah, jeg tænkte det! Hvorfor gav dog kejseren ham denne ryggesløse enke, denne Konstantina, til ægte!

GREGOR FRA NAZIANZ
(læsende)
.

O, hvad uhørt skændighed?

FYRST JULIAN.
Hvad er det, ven?

GREGOR FRA NAZIANZ
(til Basilios)
.

Nævner Makrina intet om, hvad der går for sig i Antiokia?

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Intet nøjere. Hvad er det? Du er bleg –

GREGOR FRA NAZIANZ.
Du kendte dog den ædle Klemazios, Alexandrineren?

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Ja, ja; hvad er der med ham?

GREGOR FRA NAZIANZ.
Han er myrdet, Basilios!

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Hvad siger du! Myrdet?

GREGOR FRA NAZIANZ.
Jeg kalder det myrdet; – de har henrettet ham uden lov og dom.

FYRST JULIAN.
Hvem? Hvem har henrettet ham?

GREGOR FRA NAZIANZ.
Ja, hvem? Hvor kan jeg sige, hvem? Min moder fortæller sammenhængen således: Klemazios’s svigermoder var bleven optændt af en uren elskov til sin datters mand; men da hun ingen vej kunde komme med ham, skaffede hun sig gennem en bagdør adgang til slottet –

FYRST JULIAN.
Hvilket slot?

GREGOR FRA NAZIANZ.
Min moder skriver kun slottet.

FYRST JULIAN.
Nu? Og så –?

GREGOR FRA NAZIANZ.
Man véd kun, at hun der har skænket en fornem og mægtig kvinde et meget kostbart smykke for at udvirke en dødsdom –

FYRST JULIAN.
Ah, men den fik de ikke!

GREGOR FRA NAZIANZ.
De fik den, Julian!

FYRST JULIAN.
O, Jesus!

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Forfærdeligt! Og Klemazios –?

GREGOR FRA NAZIANZ.
Dødsdommen blev sendt til statholderen Honoratos. Denne svage mand voved ikke at modsætte sig så høj befaling. Klemazios blev fængslet og henrettet tidligt næste morgen, uden at han, som min moder skriver, fik åbne sin mund til forsvar.

FYRST JULIAN
(sagte og bleg)
.

Brænd disse farlige breve; de kan bringe os alle i ulykke.

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Så åbenbar vold midt i en stor stad! Hvor er vi; hvor er vi?

FYRST JULIAN.
Ja, du må vel spørge, hvor er vi! En kristen morder, en kristen bolerske, en kristen –

GREGOR FRA NAZIANZ.
Klager bøder ikke på denne sag. Hvad agter du at gøre?

FYRST JULIAN.
Jeg? Jeg vil ikke mere gå til Eleusis; jeg vil afbryde alt samkvem med hedningerne, og takke Herren min Gud, at han tog magtens fristelse fra mig.

GREGOR FRA NAZIANZ.
Godt; men så?

FYRST JULIAN.
Jeg forstår dig ikke –

GREGOR FRA NAZIANZ.
Så hør. Du må ikke tro det er nok med mordet på Klemazios. Denne uhørte skændselsdåd har slåt ned som en pest over Antiokia. Alt ondt vågner op og myldrer frem af sine smuthuller. Min moder skriver, at det er som om en stinkende afgrund havde åbnet sig. Hustruer angiver sine mænd, sønner angiver sine fædre, presterne sine egne menigheds-lemmer –

FYRST JULIAN.
Dette vil gribe videre om sig. Vederstyggeligheden vil fordærve os alle. – O, Gregor, om jeg kunde flygte til verdens grænse –!

GREGOR FRA NAZIANZ.
Din plads er på verdens navle, fyrst Julian!

FYRST JULIAN.
Hvad kræver du?

GREGOR FRA NAZIANZ.
Du er denne blodige Cæsars broder. Træd frem for ham, – han kalder sig jo en kristen. Kast ham hans gerning i ansigtet; slå ham til jorden i rædsel og nag –

FYRST JULIAN
(vigende)
.

Afsindige, hvad tænker du!

GREGOR FRA NAZIANZ.
Har du din broder kær? Vil du frelse ham?

FYRST JULIAN.
Jeg havde Gallos kær som ingen anden.

GREGOR FRA NAZIANZ.
Du havde –?

FYRST JULIAN.
Så længe han kun var min broder. Men nu –; er han ikke Cæsar? Gregor, – Basilios, – o, I dyrebare venner, jeg skælver for mit liv, jeg ånder i angst for Cæsar Gallos. Og jeg skulde tænke på at træde ham under øjnene, jeg, hvis blotte tilværelse er en fare for ham!

GREGOR FRA NAZIANZ.
Hvorfor kom du til Athen? Du lod forkynde med stor bram over landene: fyrst Julian rejser fra Konstantinopel for at kæmpe imod den falske visdom, – for at hævde den kristne sandhed imod hedenskabets løgn. Hvad har du virket i så måde?

FYRST JULIAN.
O, det var heller ikke her slaget skulde stå.

GREGOR FRA NAZIANZ.
Nej, det var ikke her; – ikke med talemåde imod talemåde, ikke med bog imod bog, ikke med ordets fægtende leg i læresalen! Nej, Julian, det er ude i livet, du skal møde frem, med livet i hænderne –

FYRST JULIAN.
Jeg ser det; jeg ser det!

GREGOR FRA NAZIANZ.
Ja, som Libanios ser det! Ham spotted du. Han vidste alle dyders væsen og kendetegn; men læren var ham kun en lære. Hvor meget af dit hører Gud til? Hvor meget tør kejseren kræve?

FYRST JULIAN.
Du sagde selv, det var bespottelse –

GREGOR FRA NAZIANZ.
Mod hvem? Mod Gud eller kejseren?

FYRST JULIAN
(rask)
.

Nu vel; skal vi følges?

GREGOR FRA NAZIANZ
(afvisende)
.