Complete Works of Henrik Ibsen (488 page)

Lovfast er jo slægtens gang
ad en evig vindeltrappe;
kredsen blir den samme krappe,
vejen altid lige trang;
viljen blir den samme higende; –
punktet kun bestandig stigende.

     Og så står vi nuomstunder
lodret over Faraonen.
     Atter er kong Gud på tronen,
atter flyder bort personen
i et mylr, som kaver, stunder,
bryder, bygger, grubler, grunder
rundt omkring og nedenunder.
Atter rejses pyramiden
som produkt af hele tiden.
Atter svulmer alle årer,
atter flommer blod og tårer,
for at verden stort skal se
kongegudens mausolé.

     Det er samtids-karavanen
med sit Hathor, med sin Horus,
og, for alting, med sit chorus,
der i blinde svær til fanen.
Hvilke storværk bygges ej
langs den lige sejersvej!
Hvilken magt i folke-stormen!
Hvor egyptisk hver og en
fuger ind sin lille sten
på dens plads i helheds-formen!
Hvor uklandrelig er tegningen;
og hvor sikker er beregningen!

     Ja, i sandhed, det er stort,
stort, så verden står og gaber; –
og dog dirrer der et „aber”
midt i gabets åbne port.
Tvivlen kommer lindt til orde:
er det rigtig stort, det store?
Ja, hvad gør vel stort et værk? –
ikke værkets store følger,
men personen klar og stærk,
som i værkets ånd sig dølger.

     Godt; men nu Germanner-skaren
på sin stormgang mod Paris?
Hvem står hel og klar i faren;
hvem bær enligt sejrens pris?
Når slog ud i glans personen,
så at millioners munde
bar ham hjemmet rundt i sang? –
Regimentet, eskadronen,
staben – alias spionen –
koblets slupne flok af hunde,
sporer vildtet på dets gang.

     Derfor véd jeg, glorien svigter. –
Denne jagt får ingen digter;
og kun det kan fremad leve,
som en digters sang kan hæve.
     Tænk på Gustav Adolf bare,
forrest i sin svenske skare;
husk den fangne mand i Bender, –
Peder Vessel på fregatten,
lig et lyn i mørke natten, –
Kongedybets muntre helte; –
over dem sig mindet spænder
som et kor, der høres vælte
sine tonebølgers belte,
under klap af tusend hænder,
fra en vårfests smykte telte.

     Og så tænk Dem dagens mænd,
disse Fritzer, Blumenthaler,
og de herrer generaler,
nummer den og nummer den!
Under Preussens dødning-farver –
sorgens sorte-hvide klud –
bryder dådens lodne larver
ej, som sangens fjærild, ud.
De kan sagtens silke spinde
til en tid, men dør derinde. –
Just i sejren bor forliset.
Preussens sværd blir Preusser-riset.
Aldrig svulmer der en løftning
af et regnestykkes drøftning.
Intet dåds-digt blir at tolke
fra den stund af, da en folke-
rejsning, skønheds-fyldt og fri,
blev et stabs-maskineri,
spækket ud med kløgtens dolke, –
fra den stund da herr von Moltke
myrded kampens poesi.

     Så dæmonisk er den magt,
som fik verdens gang at råde:
sfinxen, på sin visdoms vagt,
dødes af sin egen gåde.

     Ziffer-sejren får sin dom.
Øjeblikkets blæst slår om;
lig en storm på ørken-sletten
vil den fælde afguds-ætten.
Bismarck og de andre gubber
vil, som Memnons søjle-stubber,
sidde sprød på saga-stolen
uden sang mod morgensolen.

     Men som vi, Khedivens gæster,
efter færden blandt de døde,
under lys og klang af fester
drog en nyfødt tid imøde, –
ja, som vi, med flag på stang,
under verdenskorets sang,
fejred hist kanalens åbning,
og som vi fra Suez’ strand
fik et glimt af løftets land, –
så vil åndens livs-forhåbning,
ad det vordendes kanaler,
i et verdens festtogs-møde,
under hymner og koraler,
under skønheds-lampers brand,
styre frem til morgenrøde
på sejlads mod løftets land.

     Thi mod skønhed hungrer tiden.
Men det véd ej Bismarcks viden.

     Skal vi med til festen, frue?
Ja, hvem véd når budets due
bringer kortet? Vi får se.
Indtil da jeg i min stue
går med handsker af glacé;
indtil da jeg søger fredning,
digter fornemt på velin;
det vil harme godtfolks slæng,
jeg blir sagtens skældt for hedning;
men jeg har en skræk for sværmen,
vil ej stænkes til af bærmen,
vil forvente tidens nærmen
i en pletfri bryllupsklædning.

     Og med disse ord, farvel!
Flyv, ballon! På farten held!
Luften er en digters rige; –
styr mod nord, og sænk dig lige
ned på Mälarstadens strande;
der er fuldt så nemt at lande,
som på Telemarkens fjeld!

     Alfen i gondolen spanker.
Gid nu snart mig bud blir bragt,
at han med sin lette fragt –
lette vers og lette tanker –
har på Norrmalm kastet anker!

Rimbrev til fru Heiberg.

Dresden, i påske-ugen 1871.

Havde jeg på engang sendt
alle takkens små billetter,
i de vågne vinternætter
          sammenskrevne
          sønderrevne,
skulde, lig en snesky spændt
          over himlen,
          hele vrimlen,
          stumpen, strimlen,
          hver bemalet
med et magtløst takkens ord,
som et prosa-snefog dalet
over Rosenvængets flor.

Kunde jeg på engang sendt,
uden bur af skrift og prent,
alle tankens løse fugle, –
          ind dem smugle
skulde jeg, hvor stilhed råder,
under Rosenvængets tag,
der, hvor åndens dunkle lag,
der, hvor skønheds glade gåder
op imod forklaring stunder
og, som knop en forårsdag,
foldes ud i et vidunder. –
Brydes skulde stuens fred,
der min fugleflok slog ned;
lytte skulde børn derinde,
som i skog til jagten fjern; –
bag usynlighedens værn
mine fugle skulde tvinde,
i en anings trillers rad,
          takkens kvad,
kredse let og vinger ryste
om den store seers byste.

          Løse tanker,
          tørre breve
slår ej til; jeg vælger vers.
Over daglig-dækkets planker
          må jeg hæve
synet vidt og rundt fra mers.
Prosa stil er for ideer,
          vers for syner.
Sindets lyst og sindets veer,
sorg, som på mit hoved sneer,
          harm, som lyner,
fyldigst liv jeg friest skænker
          just i versets lænker.

Men når takken, som mig brænder,
          nu jeg sender, –
mon det da er blot mit stykkes
          scene-lykkes
          skaberinde,
          hvem jeg fletter
disse versets små buketter?

Nej, et glansfuldt større minde
lægger ordet på min mund, –
mindet om en skønhedsfyldig
          højtids-stund,
mindet om en rad af timer,
          langt tilbage,
da jeg så Dem sejrrig drage
smykket, gratie-fulgt og sand
gennem kunstens under-land.
Da just blev jeg takken skyldig;
derfor er det nu jeg rimer.

Se, da jeg ifjor Dem gæsted,
          var jeg stum;
skønheds-gældens runde sum
bar jeg, i mit hjerte fæstet,
          med tilbage.
          Nætter, dage
har med renter summen øget,
og trods alt, hvad her jeg maler,
får jeg, som en slet betaler,
aldrig denne gældspost strøget. –

Underligt til Danmark bundet
står De altid for mit øje, –
bundet til en dag ved Sundet,
mellem bøgekroner høje.
Sol i luften, sol på fladen.
          Sejler-gaden
fures af en blålig krusning;
          sommer-susning,
          født i „Skoven”,
dirrer som et digt foroven.
Det er søndag; glade klynger
          ler og synger;
          både gynger
under ly af kystens skrænt.
          Lyse kjoler
          blinker, soler
sig, hvor klokker og violer
har sit danske tæppe spændt.

          Men derude, –
helt fra nord, hvor Kronborg troner,
indtil syd, hvor fjernt Tre Kroner
          synet raner, –
hvilken rad af ranke svaner,
          hvilken stimmel,
hvilket tog af hvide sejl!
Skude slutter sig til skude,
lysglans i de hvalte klude;
          vimplers vrimmel,
          højdens himmel
ser sig selv i dybets spejl.

          Slank og smekker,
drømfyldt jomfru mellem snekker,
glider en mig just forbi.
Hun er lig et sagn, der bæver
bag det slør, det hylles i;
hun er lig et syn, der hæver
          sig og svæver
ad en lukket gåde-sti.
          Ellepiger
          vinker, viger,
svøbt i skum om bougens stavn;
          alfer følger
          kølens bølger;
men i flagets folder dølger
          sig „Agnetes” navn.

Og se der, – et modsat billed!
Hvilke kække kast i dansen!
Lunets gratie-bundne vildhed
          bær dog kransen.
Vimpler vinder sig langs riggen;
flag fra stranden hilser briggen;
halvvejs hjemlig, halvvejs fremmed,
halvt en havfrue, halvt et tæmmet
          barn fra heden,
svajer „Dina” op på reden.
          Som iblinde
ledet frem af milde vinde,
          som i drømme
løftet af de lette strømme, –
          se felukken!
Al Provences livsglød taler
i dens stigen, i dens dukken;
          elskovs sukken,
          dæmpet båren
citharklang, fra dækket maler
          sjæle-våren;
          madrigaler
over stumme klynger daler,
som på strandens grønne hynde
vugges i „Jolanthes” ynde.

          Hvo kan tælle
          hele flåden,
som i solskin følger efter,
som for medbør skummer frem!
          Over fråden
          „Ragnhild” hælder,
som om dybets dulgte kræfter
          lokked hjem; –
Lotos lig på strømme stride,
hist „Ophelia”, den fagre,
          ses at flagre,
          ses at glide; –
          rang-fregatter,
          klipper-skarer,
          hjemad farer
under landets klap og latter. –
Sådan De til Danmark bundet
står i mindet for mit øje, –
bundet til en dag ved Sundet,
mellem bøgekroner høje. –

Stundom har jeg spurgt mig selv:
          mon vel slægten
engang i sin travle fægten
          og fornægten
sænke skal i glemsels elv
denne skat af geniers nåde?
Skal en tid, hvem afstand døver,
rane, lig en engelsk røver,
denne danske stormagts-flåde?

          Se, vi andre,
farve-, form-og ord-poeter,
          arkitekter,
og hvad vi for resten heder,
vi, som fik det kald at bygge
vore skønheds-skuders rygge
af lidt mer solide lægter,
vi tør ej vor skæbne klandre,
          om vor flåde
ej blir hver en tid til måde.
Mangen klipper, mangen studser,
rigget til med sang og klang,
          får engang
          plads og rang
mellem skibs-Jeronimusser.
Mangt et skrog af form og toner, –
af sin samtid assureret, –
engang, på de våde veje
          havareret,
hales ind i flådens leje,
uden takkel og kanoner,
til de andre Magdeloner.
Der vi prise kan vor lykke,
          hvis en nykke
vore værfters mesterstykke
          venligst sparer
for de herrer antikvarer.

Man har sagt at scenens kunst,
          født og bunden
          kun til stunden,
må, som sæbeboblers dunst,
må, som mørkets meteor,
          blænde, briste,
          for at friste,
          uden spor,
hænders værkers lod på jord.

Sving Dem som en fugl i luften
op fra denne trange tanke!
          Just fordi
Deres kunst er barn af duften,
          af beånden,
          af en stemning,
af person og fantasi, –
ej et værk af sten og planke,
          ej en tanke,
klistret fast med sort på hvidt,
men en alf på skønheds ranke,
hvor den evig gynger frit, –
just fordi den fattes form,
          som med hånden
gribes kan, der sættes dæmning
for hvert bid af ældens orm.

Underfuldt til Danmark bundet
skal De stå for slægters øje, –
bundet til en nat ved Sundet,
under mindets stjerner høje.
Hvilke sagnets syner vide!
          Hele flåden,
          fra fregatten
          ned til båden,
          ser jeg glide
          gennem natten,
langs med landets lune side;
tågen slører sejl og master;
          halvlys kaster
over stang og rå tilsammen
          svanehammen;
hvad i afstand øjet svigter,
          ind man digter;
kvinder, som fra stranden drømmer,
          mænd, som dømmer
efter egen fordrings lov,
slægt, som efter slægt befolker
          kyst og skov, –
synets skønheds-form fortolker
efter skiftende behov.

Og se det er livet just,
          liv i mindet,
det, at stå for folkesindet
ren for ældens møl og rust, –
det er livet, det, at bøje
eget indhold, åndigt, rigt,
i den form, som folkets øje
kræver for sit eget digt;
          det er livet, –
          mythe-vorden,
vekselfuld som alfepigen,
følge slægten i dens stigen,
følge tiders krav og orden, –
og se, denne lod på jorden
          blir Dem givet.

I en skønheds-fattig tid
har det kvæget mig at følge
Deres færd på kunstens bølge
under sol og medbør blid, –
kvæget mig at stirre did,
hvor i skær af svale nætter
sagnet sig om færden fletter.